Det var på ingen måde oplagt, at Dansk Røde Kors skulle drive et astmahjem i Kongsberg. Nej, det var en lang og trang fødsel. Præsidenter og generalsekretærer var bremseklodser, overlægerne var uenige og stredes, men tre norske damer drev astmahjælpen frem med ustoppelig energi: Borghild Bendixen i Dansk Røde Kors, Heddy Astrup i Norges Røde Kors og Elise Sverdrup i Kongsberg Røde Kors. Tre farverige og foretagsomme damer, som på hver sin måde var helt afgørende for, at Astmahjemmet i Kongsberg skulle blive en realitet.
Borghild Bendixen undfangede (sammen med sønnen Henrik) ideen om et astmahjem i Norge for danske børn, Heddy Astrup bevirkede, at ideen blev ført ud i livet, og Elise Sverdrup lagde grundlaget og forholdene til rette i Kongsberg.
Elise Sverdrup, Borghild Bendixen og Heddy Astrup
ved indvielsen af Astmahjemmet 5. sept. 1950.
(Kongsberg Dagblad, 6/9-50)
Borghild Bendixen, f. Holt, 1898-1982.
Borghild Nicoline Bendixen blev født 5. april 1898 i Naverstad i Tanum kommune i Sverige, nogle kilometer syd for
den norsk-svenske grænse ved Svinesund. Hendes forældre var den norske landmand Nils Olaf Holt og hans
svenske kone Amalie Mathilde Karlsen. Få år efter flyttede familien over grænsen til Norge, til Id i Østfold
(nær Halden), hvor faderen kom fra. 14 år gammel blev Borghild Nicoline Holt konfirmeret i Id med karakteren "Udmærket godt".
Tre år efter rejste hun alene til Amerika med båden "Kristianiafjord" fra Bergen.25 år gammel blev Borghild gift med den tre år ældre danske manufakturhandler og repræsentant Carl Julius Bendixen. Brylluppet stod den 19. maj 1923 i Id. Carl Julius var søn af en kornhandler i Ribe Laust Petter Bendixen og af velhavende familie. Borghild blev med Carl Julius til Danmark, hvor de bosatte sig i Fredriksberg. Dermed kom Borghild til at bo i det tredie nordiske land.
Borghild og Karl Julius Bendixen fik sønnen Henrik Holt Bendixen, født 2. december 1923 på Fredriksberg. Ti år senere blev sønnen Aage Holt Bendixen født. Familien flyttede siden til Charlottenlund. Henrik blev student fra Gl. Hellerup gymnasium 1942 og uddannet til læge 1951. Han rejste få år senere til Amerika, hvor han som anerkendt professor og anæstesilæge boede resten af livet, senest i New York. Henrik Holt Bendixen døde i Amerika 2004, 80 år gammel.
Aage fulgte i sin fars fodspor, blev manufakturhandler og slog sig ned i New York.
Carl Bendixen døde i Hellerup 1972. Borghild Bendixen flyttede til en lejlighed på Phistersvej 5 i Hellerup. Hun boede sine sidste år på Ordrup Sygehjem, hvor hun døde 14. nov. 1982, 84 år gammel. Hun ønskede ikke et gravsted i Danmark, som hendes to sønner, bosat i USA, måtte tilse.
Borghild Bendixen havde sansen for de store arrangementer, for det spektakulære. Hun foranstaltede fest på Hotel Bristol i Oslo for kunstnere og kongelige, hun foreslog at leje Tivoli i København for en aften (fik dog afslag), hun formåede at skabe kontakter og forbindelser med indflydelsesrige personer, at engagere mennesker omkring sig. Hun skabte blæst og tog verden med storm.
Borghild og Carl Bendixen var ofte på besøg hos Borghilds familie i Norge. Hendes nevø, Sigmund Holt, fortæller, at
| "Carl spiste rødgrøt med fløte nøyaktig kl. 22 hver kveld. Han røkte sigar og tante brukte gode parfymer, så det luktet "tante Borghild og onkel Carl" i lang tid etter de hadde reist." |
 |
 |
Under krigen blev Borghild Bendixen engageret i hjælpen til norske krigsfanger i Tyskland og deres familier i Norge. Sammen med Dansk Røde Kors og Norges Røde Kors organiserede hun hjælpepakker og fadderskaber for krigsfangerne og deres familier. Efter krigen fortsatte hun hjælpearbejdet for Norge, og særlig det hårdt ramte Finnmark.
I september 1945 var hun i Tromsø sammen med Norges Røde Kors for at tilse hjælpen til Finnmark. Hun forstod, at mangel på køkkenudstyr, var et stort problem. Tilbage i København satte hun i gang en indsamling. To måneder senere stod en jernbanevogn fyldt op med tusindvis af gryder og andet køkkenudstyr klar til afrejse til Nordnorge. På samme tid fik hun sammen med Dansk Røde Kors indsamlet og sendt 50.000 æg med flyfragt til Finnmark.
 |
|
Astmahjemmet.
Straks efter krigen - sommeren 1945 - fik Borghild Bendixen ideen (- fra sin søn Henrik, lægestudenten) om at hjælpe danske børn med astma til ophold i Norge. Som tak for hjælpen til Norge under krigen. Sammen med Heddy Astrup i Norges Røde Kors planlagde hun de første rejser for danske astmabørn til Norge, og januar 1946 ankom Borghild Bendixen således sammen med 40 danske børn med astma i alderen 8 - 12 år til Modum Bad. I årene som fulgte, bragte hun et stort antal danske astmabørn til Norge, både gennem sit arbejde i Røde Kors og privat. Hun elskede børnene - og børnene elskede "tante Borghild", som spredte glede med sit smittende humør og mange påfund. Det var et stort øjeblik for hende, da det permanente Astmahjem i Kongsberg blev indviet af kronprins Olav d. 5. sept. 1950. "Tante Borghild" var Astmahjemmets mor.
Borghild Bendixen var utrættelig i sit arbejde med at skaffe penge til astmahjælpen og til Astmahjemmet i Kongsberg. Hun organiserede velgørenhedsfester i Danmark og Norge, hun opfordrede norske konsuler rundt om i Danmark til at samle penge ind, hun drog til Amerika for at rejse penge blandt norsk-amerikanere. Og hun grundlagde Kongsberg-klubben i København, hvor børn, som havde været på Astmahjemmet, og deres forældre kunne træffes og bidrage med økonomisk støtte til andre børns ophold.
I Dansk Røde Kors blev Borghild Bendixen afdelingsleder for Astmabørnehjælpen under direktør Schoch og medlem i Astmaudvalget. Hun modtog ansøgninger om plads på Astmahjemmet, skrev breve til forældrene om opholdet og besøgte dem hjemme, og hun skaffede personale til Astmahjemmet. I den sammenhæng foretog hun stadig rejser til Norge for at tilse arbejdet med de danske børn. Det var på den tid omstændeligt og krævede tilladelser at rejse over landegrænserne. Rejser mellem Danmark og Norge krævede rejsetilladelse og Nationalbankens tilladelse for udførsel af valuta fra Danmark.
Med nattoget gennem Sverige på vej til Minde i Kongsberg sommeren 1949. (Ole Brage). |
Direktør Schoch måtte således gang på gang - i høflige vendinger - sende irettesættelser til fru Bendixen. Som i dette brev af 11. august 1950 sendt til hendes privatadresse i Charlottenlund:
|
"Kære fru Bendixen. Jeg har idag erfaret, at een af Deres private astmapatienter - en 16-årig dansk dreng - er blevet så alvorlig syg, at han er blevet overflyttet til Kongsberg hjemmet. Jeg vil gerne i den anledning understrege overfor Dem, at en praksis af denne art kan få højst uheldige konsekvenser med hensyn til tilskud fra de danske sygekasser og kommuner, og at en fortsættelse meget let vil kunne medføre, at tilskuddene helt eller delvis bortfalder, således at driften af astmahjemmet kommer i alvorlig fare. De ved jo ligeså godt som jeg, at Deres private arrangement har vakt store betænkeligheder, og det ovenfor nævnte eksempel, synes jeg, er af en sådan art, at man må tage spørgsmålet op til en principiel drøftelse og en afgørelse een gang for alle. Mens vi er ved ulykkesbudskaberne, må jeg hellere med det samme sige Dem, at jeg efter at have gennemtænkt og gennemdrøftet spørgsmålet om Tivoli er kommet til den opfattelse, at der ikke kan være tale om, at Kongsberg-klubben får Tivoli overladt for en aften. Jeg giver Dem ret i, at det er yderst beklageligt, men jeg betvivler ikke, at direktør Lemkow vil forstå motiveringen. Med venlig hilsen Deres hengivne A. SCHOCH" |
Da Astmahjemmet i Kongsberg skulle åbnes sommeren 1950, havde Borghild Bendixen på forhånd lovet bestyrerinden på Halmrast Gård, Grethe Reumert, at hun kunne fortsætte som bestyrerinde i Kongsberg. Men et sådant tilsagn havde Borghild Bendixen ingen fuldmagt til at give. Dir. Schoch udtalte hertil "at D.R.K. ikke kan hæfte for løfter, afgivet af fru Bendixen, der ingen administrative beføjelser har." Grethe Reumert måtte søge stillingen på lige fod med andre ansøgere. Dette ville hun ikke acceptere, og hun forlod Dansk Røde Kors i protest.
Den alvorligste krise i forholdet mellem Borghild Bendixen og Dansk Røde Kors opstod, da hun sommeren 1951 blev beskyldt for - med børnene som kurér - at have smuglet cigaretter gennem tolden til Norge. Trods overbevisende vidneudsagn fra det ledsagende personale benægtede hun hårdnakket smuglingen både mundtligt og skriftligt overfor Dansk Røde Kors. Men sagen skabte et dårligt klima mellem Borghild Bendixen og de ansatte på Astmahjemmet. Året efter blev der fundet et større parti gamle cigaretter gemt i kælderen.
Fuldmægtig Jørgen Jacobsen i Dansk Røde Kors havde også sine problemer med fru Bendixen:
Da Dansk Røde Kors skal ligge med Kopier af alle Breve, som gaar ud af Huset (forsaavidt de ikke er af en rent privat Karakter og saaledes ikke skal have Brevnummer), vil jeg bede Dem om at diktere alle Breve vedrørende Røde Kors' Arbejde til Maskinen, saaledes at vi kan ligge med en Kopi. Haandskrevne Breve bedes saavidt muligt undgaaet. Med venlig Hilsen Fm." |
Og i en notits (til præsident Hammerich ?) et par dage senere skrev han bl. a. følgende:
|
"b) Der maa komme en ordning på Lønspørgsmaalene. Som omtalt i
i vedlagte Notits, Punkt 5, har Fru Bendixen egenmægtig forhøjet Lønningerne
i flere Tilfælde og jeg foreslaar, at der paa næste Arbejdsudvalgsmøde træffes
Bestemmelse om en fast Lønskala, ligesom det maa bestemmes om Lønningerne
kan stige under Opholdet på Halmrast. Det bør fastslaas, at Fru Bendixen
ikke selv kan forhøje Lønningerne, men at dette maa approberes af Arbejdsudvalget
eller hvis dette ikke naar at blive samlet, af Generalsekretæren. c) Fru Bendixens Rejsediæter er som bekendt på 50.- Kr., men Regnskabsafdelingen har kritiseret, at Fru Bendixen har faaet attesteret Bilag under en Rejse i Norge, som maaske burde have været afholdt af diæterne. Jeg henstiller, at der træffes en ganske fast Ordning vedrørende Diætspørgsmaalet, saaledes at den kritiske Revision har klare Retningslinier at gaa efter." |
Men efter en rejse til Halmrastgård 6.-10. juli 1947, måtte Jørgen Jacobsen "i nogen grad revidere sit syn paa hende":
|
"Vi blev iøvrigt noget forsinket, ved Starten, idet Fru Bendixen for enhver Pris maatte have bananer med op til
Halmrastgaard. Det er overfødigt at tilføje, at det lykkedes hende at skaffe Bananerne, som iøvrigt styrkede
hendes Popularitet overordentligt - men iøvrigt er der ikke nogen Tvivl om, at Børnene sætter hende overordentlig
højt. Jeg har sjældent set nogen faa en sadan Modtagelse, som hun fik. Der er næppe heller nogen Tvivl om, at hun
lægger et overordentlig stort Arbejde i hele Foretagendet, og jeg maa indrømme, at jeg i nogen Grad har maattet
revidere mit Syn paa hende. Hun er overordentlig besværlig, men udfører virkelig et kolossalt Stykke Arbejde,
og jeg tror ikke, at det vil være muligt at faa en saa personlig Kontakt med de Børn, som er paa Halmrastgaard,
uden hendes Hjælp. - - - - Børnenes Glæde over Opholdet trodser enhver Beskrivelse. Der blev raabt Hurra for Fru Bendixen og for mig, saa jeg aldrig har hørt noget lignende." |
Også stiger Lindås udtrykkede sin anerkendelse af hendes store arbejdsindsats i dagene før astmahjemmet i Kongsberg skulle tage imod det første hold børn:
|
"Det er riktig at de som er nevnt i rapporten og da særlig fru Bendixen satte
meget inn på å få Astmahjemmet så ryddig og ferdig at barna kunne flytte
inn den. 28. f.m. I denne forbindelse vil jeg meddele at fru arkitekt Brochmann også var en illsjel i å arbeide med å få det i orden, og jeg mener at disse to her nevnte damer utførte en prestasjon i opprydning m.m. som er all ære verdt og deres innsats gjorde ubetinget sit til at hjemmet var så presentabelt som det var den dag." |
Da det foråret 1952 opstod indre splid mellem administrationen og det faglig-medicinske personale i Dansk Røde Kors om driften af Astmahjemmet, trak hun sig skuffet ud af arbejdet i Røde Kors. Det var med tungt hjerte, hun tog afsked med et projekt, hun havde stået fadder til og lagt så meget hjerte i. Hun forsøgte i årene efter på egen hånd at fortsætte astmahjælpen, men uden større held.
Til astmahjemmets 10-års jubilæum i september 1960 blev Borghild Bendixen af Dansk Røde Kors inviteret til at holde jubilæumstalen. Fra lægeligt hold blev der gjort indvendinger, de ønskede en mere faglig jubilæumsmarkering. Men Røde Kors fastholdt valget af Borghild Bendixen, hun havde betydet mere end nogen anden for oprettelsen af astmahjemmet i Norge. Dette blev hendes sidste optræden for astmahjemmet.
Men i mange år efter modtog hun besøg af tidligere astmahjemsbørn i sin lejlighed i Ordrup. De ville hilse på og takke "tante Borghild" for en enestående oplevelse i deres barndom, for opholdet i Norge - fri for astma. De glemte hende aldrig. Endnu i dag - 60-70 år senere - mindes de hende med glæde og taknemmelighed.
Heddy Astrup, f. Stang, 1904-1978.
Hedvig (Heddy) Stang, født 1904 som ældste datter af skibsreder og skovejer Jørgen Breder Stang og Hedvig Peterson
i Oslo. Voksede op med barnepige og tjenerskab. Gift 1925 i Oslo med skibsreder og kunstsamler Nils Ebbesøn Astrup.
Sammen fik de fire sønner. Gennem arv og giftemål var hun en af Norges mest velhavende kvinder i det 20. århundrede.
Hun døde 1978, 74 år gammel, efter nogen tids sygdom. Familiens kunstsamling dannede grundlag for Astrup-Fearnley
Muséet i Oslo.Gennem hele sit liv var Heddy Astrup glødende engageret i velgørenhedsarbejde rettet mod børn og funktionshæmmede. Hun gav støtte til børnehjælps-projekter og rekreationshjem. Hun satte igang indsamlinger til børnehjem og hjem for psykisk udviklingshæmmede. Og hun var en drivkraft i utallige komitéer og bestyrelser. Meget af hendes arbejde foregik indenfor Norges Røde Kors, hvor hun stiftede Oslo Røde Kors Barnehjelp (- og fik tilnavnet "Barnehjelpens mor"). Hun var æresmedlem i Norges Røde Kors, og fik Norges Røde Kors' Hederstegn og Dansk Røde Kors' Hæderstegn. Hun blev udnævnt til kommandør af St. Olavs Orden for sit arbejde for funktionshæmmede.
"Barnas hus" og Tomtebo.
Under krigen tog Heddy Astrup kontakt med Svensk Røde Kors og fik med deres hjælp bygget "Barnas Hus" i seks udbombede norske byer og Tomtebo ved Modum Bad for børn, der trængte hjælp i krigsårene. Modum Bad var i 1940 købt af Norges Røde Kors og indrettet for patienter med reumatiske plager. Tomtebo blev senere drevet af Norges Røde Kors som astmahjem for norske børn. En af bygningerne på Tomtebo bærer navnet "Heddybo".
Astmahjemmet.
Det var her ude på tunet på Modum Bad, på barnehjelpstevnet i begyndelsen af september 1945, Borghild Bendixen henvendte sig til Heddy Astrup med idéen om at sende danske astmabørn til Norge. Og Heddy Astrup var straks med på tanken og svarede spontant: "Vi bygger dem et barnehjem". Hun tog sagen op i Norges Røde Kors, og nogle uger senere kom invitationen til Dansk Røde Kors om ophold på Modum Bad for 40 danske børn med astma.
Heddy Astrup skrev for egen regning:"Jeg blir varm om hjertet når jeg tenker på at vi skal få gleden av å stelle for noen danske barn. Alt vi kan gjøre for at de skal få det godt vil bli gjort. Av hele hjertet ønsker vi dem velkommen".
Dette blev indledningen til ophold i Norge for tusindvis af danske børn med astma i mange år fremover. Men Modum Bad (og senere Halmrast gård i Valdres) var kun en midlertidig foranstaltning. Der var behov for en permanent løsning. Igen tog Heddy Astrup affære. Hun kaldte sammen til møde hjemme hos sig og foreslog, at Norges Røde Kors skulle sætte i gang en indsamling blandt det norske folk - som tak for hjælpen fra det danske folk under krigen - til at finansiere bygging af et permanent astmahjem for danske børn.
Ledelsen i Norges Røde Kors var skeptisk til endnu en indsamling - der var så mange indsamlinger til gode formål her kort efter krigens afslutning. Men Heddy Astrup fik trumfet igennem, at indsamlingen skulle finde sted i den årlige Røde Kors-uge i slutningen af marts 1947. Og det norske folk - med Kongen i spidsen - sluttede op om indsamlingen, som indbragte ca 300.000 kroner.
Men Dansk Røde Kors var noget betænkt over gaven. Det kunne vise sig at blive en kostbar gave at tage i mod. De nølede længe med at takke for den storslåede gave. Igen måtte Heddy Astrup træde til. Hun rejste til København - og tog præsidenten i Dansk Røde Kors, kommandørkaptajn Hammerich, med storm og fejede alle betænkeligheder til side. Dagen efter stod det klart, at Dansk Røde Kors tog i mod gaven med tak. Og Hammerich skrev til Heddy Astrup: "Nu lægger vi ned alle komitéer -------". To måneder senere var Hammerich i Kongsberg og nedlagde grundstenen for Astmahjemmet.
Heddy Astrup rejste videre til Dansk Røde Kors' Folkekuranstalt i Hald ved Viborg. Her gjorde hun aftale om at tage i mod norske polio-patienter, børn og voksne. Ved "Folkekuren" kunne de byde på langt bedre og mere aktiv behandling end hjemme i Norge. Foråret 1948 kom de første 50 norske polio-patienter til "Folkekuren". Som tak for hjælpen til danske astmabørn i Norge. (Den aktive behandling viste sig mange år senere at føre til postpolio-syndromet for patienterne).
Bakkebø ved Egersund.
På det nordiske barnehjelpsmøde på Modum Bad i september 1945 blev der orienteret om åndssvageforsorgen i Danmark og Sverige. Norge hang sørgeligt efter. Dette gav anledning til, at der blev nedsat en arbejdskomite i Norges Røde Kors med Heddy Astrup som formand med tanke på at bygge et hjem for åndssvage. De fandt en egnet lokalitet på Slettebø, en tidligere tysk militærlejr udenfor Egersund i Rogaland. Med hendes glødende og utrættelige indsats blev hjemmet rejst på rekordtid, trods mangel på fagfolk og materialer. Røde kors-avdelinger over hele landet blev aktiveret og gaver strømmede ind. Våren 1947 rejste Heddy Astrup til Amerika og kom hjem med 507 kolli gaver til en samlet værdi af nær 300.000 kroner. Hjemmet blev indviet 1948, døbt Bakkebø og stadig udvidet med nye bygninger i årene efter. Til sin 50-års fødselsdag fik Heddy Astrup en gave til at opføre et nyt hus på Bakkebø, som fik navnet "Heddy Astrups hus". Bakkebø blev drevet som et mønsterhjem for sin tid af Norges Røde Kors indtil 1991, da det i forbindelse med HVPU-reformen blev nedlagt.
 Heddy Astrup på Bakkebø 1948 |
 Heddy Astrup på Bakkebø 195_ |
Casas Heddy på Lanzarote.
Heddy Astrup havde en drøm om at etablere et feriested i Syden, specielt for funktionshæmmede. Ved hjælp af sin kraft og beslutsomhed og i samarbejde med Oslo Røde Kors blev drømmen fuldført og Casas Heddy på Lanzarote indviet 1975. Efter hendes død i 1978 er hjemmet blevet drevet videre i hendes ånd af Oslo Røde Kors.
Hjemmeside: www.casasheddy.no
I anledning Heddy Astrups 50-års fødselsdag d. 21. april 1954, blev hun fejret med et festskrift. Blandt bidragsyderne var dr. Egon Bruun, der skrev om hendes indsats for astmahjælpen til de danske børn.
|
”Man kender det ikke, hvis man ikke har mødt Heddy Astrup. Her gik man jordbundet og troede, at man havde dog nogen energi og et vist initiativ, og så fik man møde fru Astrup i fuld udfoldelse; det var noget eventyrligt, noget rigt og varmt, skænket os jordbundne som et forbilledligt eksempel. Vidtfavnende, fra bondens vrå til Kongens slot, med et varmt bankende hjerte for alle dem i samfundet, der trænger til hjælp, og ikke blot i det norske samfund, men også i andre - således mødte jeg Heddy Astrup i arbejdet for de danske asthmabørn. Mange har de virkefelter været, som fru Astrup har viet sine skabende kræfter; en af opgaverne blev det dansk-norske asthmasanatorium i Kongsberg. Denne indsats vil aldrig blive glemt i Danmark, og mere end tusind børn - eller forhenværende børn - tænker i dag med taknemmelighed tilbage på det Norgesophold, der skænkede dem lindring og helse for den plagsomme sygdom. Og vi, der fra dansk side fik lov til at være med i arbejdet, husker den smittende ildhu, hvormed fru Astrup greb sagen an; ustandselig åpnende veje, utrætteligt skaffende midler, øsende af sit rige sind og sin store erfaring, altid optimistisk (”ja, det må vi ha”) - således fører fru Astrup sine projekter i gennem til gavn for de små og syge i samfundet. På denne Deres 50-årsdag vil mange hylde Dem, fru Astrup, og med god grund takke Dem. Jeg er redaktionen taknemmelig, fordi den mellem alle hilsenerne også har villet give plads for en tak fra os danske, både fra asthmabørnene og fra os, der fik lejlighed til at arbejde sammen med Dem. Tak for det eksempel, De har været for os, og tak for det strålende arbejde De præsterede. Jeg husker, da det første kuld danske asthmabørn kom til Norge; det var en bidende kold januarmorgen i 1946. Men den hjertevarme, der fra norsk side slog os i møde, gjorde kulden umærkbar. Sammen med andre repræsentanter for Norges Røde Kors stod De på Østbanegården og sagde velkommen på en sådan måde, at man følte sig velkommen. Og jeg mindes den smilende septemberdag i 1950, da vi mødtes til fest i Kongsberg og indviede det fælles værk, sanatoriet, og hvor vi norske og danske kunne sige hinanden tak for et lykkeligt fuldført arbejde. Fra først til sidst var De med til at besjæle foretagendet. Nu knejser Asthmasanatoriet stolt i fjeldet ved Frederiks Stoll, og det kan trygt siges, at uden de idealistiske og varmhjertede norske kvinder var det aldrig blevet rejst. I dag går vor tak til Heddy Astrup med et hjerteligt tillykke og med alle gode ønsker for fremtiden.” |
Heddy Astrup gav i april 1964, da hun fyldte 60 år, dette interview til Aftenpostens journalist, Jorunn Johnsen.
|
Jeg gemmer bare på livets gleder Sier Bakkebøs "mor", ildsjel Heddy Astrup - Livet har én feil: Der så kort ... man får gjort så altfor lite! Dette sier h u n, som har reist seg merkestener langs alle de veier hun hittil har gått. Ruvende, henrivende merkestener. Skapt av et sinns overskudd og en dyp respekt for menneskeverdet. Reist for dem iblant oss som ikke selv har kunnet tale sin sak og kreve sin rett. Ingen i dette land har som Heddy A s t r u p følt sine muligheter, sin intelligens og sin sosiale posisjon som et ansvar og en utfordring. Få har med større hell appellert til givergleden i familie-, venne- og bekjentskapskretsen. Få har lettere fått myndighetene i tale. Vi kjenner fra vårt lange journalistiske liv ikke mange som har vært mer uegennyttig, vidsynt og byggende. Neppe noen med finere idéer og større evne til å få dem realisert. Meget få som mer selvfølgelig har hentet de bortgjemte og forfordelte frem i lyset og hevdet deres menneskerett. Vet vi egentlig hva vi har å takke henne for - ? I Molde og Kristiansund, i Steinkjer, Namsos, Bodø og Narvik står fremdeles "Barnas Hus", reist på hennes forslag og initiativ efter bombingen under krigen. Og høyst sannsynlig ville de ikke bli reist uten henne. Det samme gjelder Tomtebo på Modum. På Bakkebø står som resultat av hennes innsats Arneberg-kirken og bondegården for de 20 guttene. Og der er skjellig grunn til å spørre om vi overhodet ville hatt mønsterinstitusjonen Bakkebø her i landet uten henne. I Nord-Norge minnes hundrevis av mødre henne i takknemlighet for det spebarnsutstyret hun og hennes lille klubb engang sendte dem. Og over hele landet har vi poliopasienter som skylder henne takk, fordi hun banet veien for dem til danskenes behandlingsinstitusjon utenfor Viborg. Til gjengjeld gjorde hun sitt til at danske astmabarn fikk sitt Kongsberghjem. Å jo, vi har i sannhet nok at takke henne for. Men hvordan begynte det egentlig - ? - som en liten venninneklubb. Vi var seks unge mødre med friske barn, god hjelp og lykkelige familieforhold. Vi syntes vi hadde det så godt at vi følte trang til å gjøre noe for andre. Og så laget vi spebarnbylter og sendte dem til jordmødrene i Nord-Norge. Elskelige Marie Ottesen kom og bad oss gå inn i Røde Kors, og hvem kunne vel si nei til henne? Venninneklubben ble til barnehjelpsentralen, som igjen ble til Barnehjelpen. I elleve år satt jeg og ledet dette arbeide, som vokste og vokste inntil krigen kom og vi fikk andre og mer presserende oppgaver å løse. Hvor skulle mødrene i de utbombede byene plassere sine barn. Ikke hadde de hjem. Alt lå i ruiner.De trengte et sted hvor småbarna kunne være om dagen og hvor skolebarna kunne gjøre sine lekser om eftermiddagen. Sammen med biskop Arne Fjellbu drog jeg til Sverige, møtte representanter for den norske regjering, la frem planene, møtte senere prins Carl og det svenske Røde Kors og kom hjem med løfte om at våre ønsker skulle bli oppfylt. På Modum Bad, hvor Røde Kors under krigen tok imot rekonvalesenter og utslitte mødre, hadde vi vårt lille barnehjem, som var blitt så håpløst for lite. En dag kom direktør Gunnar Schjelderup på Spigerverket innom, fortalte at han skulle en tur til Sverige og spurgte om det var noe han kunne gjøre for oss. Ja, svarte jeg, her sitter jeg og tegner et nytt barnehjem, skaff oss midler så vi får reist det! Ti dager senere kom han hjem med 250 000 kroner, fortrinsvis fra familien Wallenberg, som vi skulle få i form av materialer og utstyr. Snart var Tomtebo reist. Og så kom utstyret. Det kom i svenske jernbanevogner, som tyskerne forlangte utlosset straks. Vi hadde mødre-rekonvalesenter på Modum dengang, og jeg husker at vi losset og losset hele natten og frydet oss over å ta i bare nytt: nye håndklær, nytt sengetøy, nye leker. Det var en uvant og vidunderlig følelse som ingen av oss noensinne kommer til å glemme. Det var de svekkede og underernærte barna vi tok imot på Tomtebo. Senere kom cp-barna. Og da de fikk mer hensiktsmessige hjem å være i, kom de astmatiske. For dem bygges der i disse dager nytt hjem, som vil få sin innvielse på 20-års dagen for Tomtebos innvielse. Det er pengene fra skipsfartsbasaren "Mitt skip er lastet med" som går dit. - Deres ide! - Vel, én må ha idéen. Men det var neste generasjon som realisete den. Resultatet ble 210 000 kroner, et resultat så imponerende at jeg har truet de unge med at hvis de ikke utnytter idéen i årene fremover, rikelig og i forskjellige former, tar jeg den tilbake igjen. Den chancen får jeg neppe. Det er gått disse unge som det engang gikk meg: Går man først inn for en oppgave, blir man så grepet av den at man ikke lar seg stoppe. De var ikke bare flinke. De var fantastiske.Og de lot ikke pengene ligge i påvente av en oppgave. De fikk dem fra hånden, satte dem i astmabygget og fant frem til en løsning som vil skape to små ekstra hyggelige hjem for barn som skal bli der i lengre tid. Med slike ungdommer ser jeg fremtiden lyst imøte. Vi må bare få flere slike grupper. Vi må lære de unge å forstå at meningen med livet ikke er å frigjøre seg fra alle plikter for å gjøre tilværelsen mest mulig lettvint for seg og sine. Vil man leve livet givende og rikt, skal man påta seg ansvar, finne frem til oppgavene og gå inn for å få dem løst. Vi har i øyeblikket 8000-10000 astma-allergiske barn i landet. De trenger ikke bare sitt spesialsykehus. Her er forskningsoppgaver som skriker efter å bli løst. Her er med andre ord mer enn nok å ta fatt i bare på denne ene sektor. I hallen på Lyse, familien Astrups deilige hjem, henger Halfdan Egedius' praktfulle "Mari Clasen", Telemarks-konen som fru Astrup har døpt "Mor Norge". Selv bærer hun hedersnavnet "Bakkebøs mor". Men den som så henne hin uforglemmelige maidag for fire år siden, da hun innledet vigselsprosesjonen med de hellige kar ved Bakkebøkirkens innvielse, verdig, sterk og rank som "Mari Clasen", men så langt, langt vakrere, den som kjenner hennes virke og hennes rause gavdedryss fra nord til sør i landet, synes "Mor Norge" bør være h e n n e s navn. - Bakkebøbarna står Dem nær? - Ikke Bakkebøbarna alene, åndssvake barn hvor de enn finnes. Har man engang latt seg innfange av dem, kan man aldrig mer løsrive seg. De er så umiddelbare, så tillitsfulle og takknemlige. Så rene i sinn og så fine i tanker at man griper seg i å gå og lengte efter dem. De har faktisk skjenket meg noen av mitt livs uforglemmeligste stunder. Også så trofaste! Jeg bilte på vei til påskefjeldet forbi et pleiehjem og banket på for å se hvordan barna hadde det. Plutselig følte jeg meg omfavnet av fire lange mannfolk, som klemte meg så jeg skrek. Det var fire Bakkebøgutter som jeg ikke hadde sett siden de for år og dag siden forlot hjemmet. Men spør om de kjente meg igjen, og spør om gjensynsgleden var stor på begge sider! Det var nesten vondt å vinke farvel og dra videre. Fru Astrup er impulsiv og spillevende, et handlingsmenneske fullt av idéer, en skjønnhetstilbeder som elsker å spre skjønnhet og glede omkring seg. Lyse må være et av Nordens deiligste hjem, med sine malerier, sin teppeprakt, sine skulpturer. Her kan man drømme seg bort i Christian Skredsvigs vidunderlige "Siljefløiten", bergtas av den Munch'ske vinter, av utkastene til hans Aula-bilder, av hans henrivende lille pike, som fru Astrups far og hennes mann forærte henne da hun for siste gang skjenket slekten en håpefull gutt. Her er franske mestere og Nikolai Astrups fascinerende Jølster-bilder og Henrik Sørensens praktbilde av husets frue omgitt av solskinn og lekende barn: morgendagen og fremtiden så tindrende lysfylt og inspirerende, så ubrukt og full av oppgaver som hun helst ser at den blir. Huset rummer flere av antikkens skjønne marmorbyster og et Kristushode fra middelalderen, så edelt og beåndet at man griper seg i å tenke: Så ydmyke var engang kunstens virkelig store at de ikke engang efterlot seg et navn. Her er klenodier i det Astrup'ske hjem, deilige og dyrebare, i antall mer enn tilstrekkelig til å fylle et museum. Men dette er et h j e m. Hver ting har fått sin selvfølgelige plass. Dempet og nennsomt toner de mot en og fyller en med velvære og behag, røber slektsledds nedarvede skjønnhetsglede og lar en forstå at for fru Astrup må skjønnheten være en helt uunnværlig livsledsager. Derfor denne intense trang til å føre den ut til andre. Intet sted er det skjedd så tindrende raust som på Bakkebø, hvor "Heddy Astrup-huset", hjemmet i utmarken for de tyve store guttene, med sin skjønnhet og sin lune hygge, haven med sin eksotiske blomsterprakt og sitt fortryllende lille broanlegg og Arneberg-kirken med sine strebende linjer og sitt deilige barokkutstyr vil bli stående som varige minnesmerker om et stort og generøst menneske, en helt fremmed fugl i vår jevne, hjemlige fauna. På Heddy Astrups bord ligger en gullsiret mappe i rødt skinn. "Til Heddy Astrup 21. april 1954". Inni den leser vi: "Fru Heddy Astrup. Vi ønsker deg alle hjertelig tilykke på din 50-års dag. Med ditt hjertelag, ditt initiativ og din energi har du også utenfor familie og vennekrets gjort en stor og samfunnsgagnlig innsats. Vi tenker særlig på ditt arbeide for Røde Kors-saken, for de nye barnehjemmene under og efter krigen, ditt arbeide til beste for krigsenkene, krigsbarna, poliomyelitt- og astma-barna og sist, men ikke minst, det banebrytende arbeide for åndssvake barn. Som et bevis på vår takknemlighet og beundring har vi samlet et beløp, stort kr. 230 000 - tohundreogtrettitusen - som vi ønsker skal benyttes til å bygge et eget hus for en ny gruppe barn på Bakkabø ved Egersund. Forat det skal bli et varig minne, ønsker vi at det skal bære ditt navn" Blant giverne finner vi familie, venner og beundrere, mennesker som teller i vårt samfunnsliv. Men har man sett "Heddy Astrup-huset", må man ha lov til å tro at for 230 000 har hun ikke fått det altsammen. Hun har nok måttet spe på av sin egen kasse. Og kirken! Av de 600 000 den kostet, var de 500 000 gaver, mange av dem til Heddy Astrup personlig, andre tigget sammen av henne. Nei tigge ... Heddy Astrup tigger ingen, hun skjenker dem gleden ved å gi. Bare engang, sier hun, husker jeg at en mann bad om en skriftlig anmodning om et beløp. En slik anmodning forstår man, særlig hvis det er et styre som skal gi en bevilgning. Men ellers er alt gitt spontant, skjenket i glede og mottatt i samme ånd. I gjensidig tillit og forståelse. Å skulle reise en gavekirke, hvor pengene strømmer ujevnt inn, kan undertiden hensette en i pinlige situasjoner. Jeg husker at da Bakkebø-kirken nesten stod ferdig, stod vi en dag helt uten penger. Vi manglet 100 000. Skulle vi måtte oppgi det hele, eller skulle vi klare å stampe pengene opp av jorden" Min mann kunne jeg ikke be om mer, heller ikke familie og venner. Da gikk jeg til en av byens banker, forklarte situasjonen og sa at jeg hverken kunne by skriftlige eller muntlige garantier, men at vi selvsagt skulle gjøre hva vi kunne for å holde banken skadesløs. Dagen efter lå pengene på mitt bord. Som et lån. Og før forfallsdagen kom, var hver krone tilbakebetalt -! Må man ikke fylles av glede når man møter denslags mennesker? Jeg har møtt så uendelig mange av dem i mitt arbeide. Tenk på arkitekt Arnstein Arneberg. Da jeg gikk til ham og bad ham tegne kirken - han hadde allerede vært alvorlig syk i lengre tid - svarte han at han ikke påtok seg flere arbeider. Det er til Bakkebø-barna, sa jeg. Da, sa han, skal jeg gjøre det! Det ble hans siste verk, hans enestående vakre og verdige siste verk. Og sikkert ville det gledet ham, om han hadde levet idag, at Bakkebøkirken er landets mest brukte. Hver eneste Bakkebø-dag begynner i Arnebergkirken. Jeg kunne nevne så mange som har imponert meg og betatt meg. Den danske overlege Holger Jacobsen, som åpnet sitt hospital for våre poliobarn. Hans kollega i åndssvakesektoren, overlege Hans Otto Wildenskov, direktøren for De kellerske anstalter, som lærte oss så uendelig meget og vekket oss med sine ord om hvort lavt vi stod i vår åndssvakeomsorg. Vår egen skolelegesjef Lauritz Stoltenberg, som i Modum-årene var vår gode rådgiver. Og Aaslaug Aasland, som trofast stod ved vår side i hele sin statsrådstid. Som alltid hadde gode råd å gi og alltid sang åpent utnår hun mente at en sak ikke hadde fått et heldig opplegg. - Det er Harald Kihle som har malt altertavlen i Bakkebøkirken? - Ja, og her har De forhistorien: Jeg døpte et skip ved Rosenborg i Stavanger og ble spurt hva jeg ville ha i dåpsgave. Jeg svarte at hvis jeg kunne få Harald Kihle til å tegne altertavlen i Bakkebøkirken, skulle det være min dåpsgave. Kirkeskipet, en herlig gammel hollender, fikk jeg av en av mine svogre til fødselsdag. Orgelet skjenket min mor meg. Og alle de deilige italienske, enestående englene fikk jeg av funksjonærer hos Fearnley & Eger,. Kirkedøren fikk vi av de enestående Bærums-damene. Som De ser: Vi har vært mange om utsmykningen. Og det som i dette arbeide kanskje gledet meg aller mest, var å kunne føre gammel kirkekunst tilbake til det miljø den opprinnelig ble laget for. - Ingen ergrelser, ingen skuffelser? - Jeg gjemmer på gleder, ikke på ergrelser. Jeg husker bare de menneskene som har imponert og beriket meg. Men har jeg sagt så meget, må jeg også få si at arbeidet på den sosiale sektor har gitt meg så uendelig meget av sinnets rikdom og glede, at det har fylt mitt liv med så mange store og interessante oppgaver og gjort mine dager så vekslende og varierte at jeg bare kan takke. Jeg hører til de få, som har f å t t l o v til å være med, til de heldige, som har k u n n e t være med. Jeg har hatt mann og barn som har stått bak og gitt meg sin støtte. Jeg har hatt gode hjelpere. Og om jeg har trukket huset fullt av folk, så vet jeg at det bare har gledet min familie. Jeg har ofte tenkt på de mange som må ta husstell og barnestell uten hjelp og som allikevel har hatt tid og krefter til overs til andre. For ikke å snakke om dem som har måttet slite seg ut på sine egne åndssvake, som har ofret sin ungdom, sin helse og sine krefter, og som mitt i slitet og umenneskeligheten har klart å foredle sitt sinn. Mitt livs fineste møte med mennesker har jeg hatt blant disse. - Fremtidsønske? -At ungdommen må lære å forstå at livet ikke får nok innhold for den som bare tenker på seg selv, at det ikke gir lykke i livet ikke å kunne gjøre noe for andre, og at ansvar og omsorg ikke er en tyngende klamp om foten, men noe som gir dagene glede og innhold, som løfter en opp og gir vekst. Jeg tror ikke vi har nogen viktigere oppgave i Norge idag enn at hjemmene, fra barna er ganske små, lærer dem at det ikke er menneskeverdig bare å kreve og nyte. Enhver skal se ut over seg selv, glede og berike seg ved å yde og gi. (Aftenposten, 11/4 1964) |
Presidenten i Norges Røde Kors, Hans Høegh, skrev denne nekrolog i Aftenposten, d. 25.8.1978.
|
Heddy Astrup Heddy Astrup er død. Men hennes navn vil for alltid være knyttet til Norges Røde Kors. Det var så mye liv og ekte glede rundt henne, og vi er lykkelige som daglig kan se så mange resultater av hennes livs innsats for sine medmennesker. Henrik Sørensen har i sitt sprog gitt oss et varig bilde av denne sterke kvinneskikkelsen som vandrer inn i lyset sammen med to små barn - hånd i hånd. Takket være "Tante Heddy" har mange, mange barn fått vandre inn i lyset og varmen og har der fått en hånd å holde i. Det er 50 år siden Heddy Astrup samlet seks veninner rundt seg for å starte innsamling og forsendelse av spebarn- og jordmorbylter til Nord-Norge. Denne lille klubben ble forløperen til Norges Røde Kors Barnehjelp - denne landsomfattende virksomhet der hun var hjerte og hjerne og som særlig i krigens vanskelige år hjalp barn gjennom sjokk og sult, trøstet mødre og rådet fedre. Da det var som strengest med restriksjoner, fikk Heddy Astrup udvirket at Svenska Røda Korsets gave til norske barn ble til de seks Barnas Hus i det krigsherjede Nord-Norge. Hun fikk mange svenske venner til å forstå - og gi, og dermed ble barnas Tomtebo muliggjort. Krigen og de funksjonshemmedes dengang så dårlige vilkår utløste de beste krefter i Heddy Astrup, og hun brukte dem hensynsløst. Mønsterinstitusjonen Bakkebø, hjemmet for 300 psykisk utviklingshemmede består idag av 35 hus. Et av dem - "Huset i utmarka" - er bygget som hjem for 20 gutter for penger Heddy Astrup fikk til sin 50-års dag. Heddy Astrup hadde evnen til å se muligheter der andre så vanskeligheter. "Også vi kan" - helsereisene ble til på hennes initiativ. På Lanzarote bærer idag et rekreasjonshjem hennes navn. Navnet "Casas Heddy" borger for varma og glede. Gjennom skiftende tider og ulike oppgaver og verv fikk Røde Kors nyte fruktene av Heddy Astrups store arbeidsvilje. Men uansett hvilke verv hun måtte ha: Barnehjelpen ble hun alltid trofast mot. Alle som fikk oppleve Heddy Astrup eller resultatene av hennes arbeide - hjemme eller ute - bøyer seg idag i ærbødighet og takknemlighet. Det må bli vår oppgave å spre videre den varme og den begeistring hun overøste oss alle med.Særlig skal vi ha dem i tankene hun mest tenkte på: - De som aller mest trenger lys, varme og kjærlighet. Heddy Astrups lys er brent ned. |
Elise Sverdrup, f. Crawford, 1899-1972
Elise Crawford blev født 13. okt. 1899 i Grimstad på Sørlandet, datter af læge Hans Frisak Crawford og Ellen Persen.
Kort efter fødselen flyttede familien til Kristiania (Oslo), hvor faren var militærlæge og moren musiklærerinde.Elise Crawford blev student i 1919 og cand. oecon. 1924. 1928 blev hun gift med boghandler Georg Sverdrup fra Kristiansund. De havde ingen børn. Sammen drev de Sverdrups Boghandel i Kongsberg fra 1926, indtil Georg Sverdrup døde 1960, hvorefter Elise Sverdrup drev boghandelen videre alene. Sverdrups Boghandel blev siden ført videre af en af de ansatte. Georg og Elise Sverdrup boede i Klokkergården vest for Lågen.
Elise Sverdrup deltog i modstandsarbejdet under krigen og blev af tyskerne interneret på Grini sammen med manden.
Elise Sverdrup var formand i Kongsberg Røde Kors i 20 år, medlem af styret for Buskerud Røde Kors og i centralt i Norges Røde Kors. Hun arbejdede for Hjelpekorpset og for at anskaffe sygebil til Kongsberg. Hun var tildelt Norges Røde Kors' og Dansk Røde Kors' hæderstegn og var æresmedlem i Kongsberg Røde Kors.
Elise Sverdrup var en flittig skribent i Norsk Ukeblad, hvor hun under pseudonymet "Mor Hubro" serverede kageopskrifter og gode råd til husmoderen. Desuden forfatter og oversætter af en række kage- og kogebøger.
Elise Sverdrup satte på mange måder sit præg på Kongsberg og der går mange historier om hende. På hendes ældre dage - efter ægtemandens død - tog hun kørekort og købte tilbage den lille, blå bil, hun og manden havde ejet i deres forlovelsestid. Det var ikke altid, hun havde kontrol med bilen - ofte tog den et sving ind over fortovet - og folk var på vagt, når den lille, blå bil kom kørende.
I Kongsberg er en vej opkaldt efter hende - Elise Sverdrups vei.
Astmahjemmet.
Det var som formand for Kongsberg Røde Kors, Elise Sverdrup fik betydning for Astmahjemmet i Kongsberg.
De første danske astmabørn kom til Norge 1946, efter aftale mellem Borghild Bendixen i Dansk Røde Kors og Heddy Astrup i Norges Røde Kors, først til Modum Bad ved Tyrifjorden i Buskerud, siden til Halmrast gård ved Randsfjorden i Valdres. Men dette var kun en midlertidig aftale. Effekten af ophold i 2-3 måneder i den rene, norske fjeldluft viste sig at være så gunstig, at det fra lægeligt hold kom ønske om en mere varig ordning. Foråret 1947 fik Heddy Astrup overtalt Norges Røde Kors til at organisere en indsamling til et permanent astmahjem for danske børn. Indsamlingen indbragte ca 300 000 kroner. Heddy Astrup var bestemt på, at pengene ikke blot skulle overrækkes Dansk Røde Kors, men skulle bruges til at bygge et astmahjem, som skulle overdrages til Dansk Røde Kors.
Men hvor skulle astmahjemmet ligge? Flere lokaliteter blev vurderet. Astmahjemmet burde pladseres mindst 3-400 m.o.h. for at gøre nytte af den klare fjeldluft. Nede i dalen ligger ofte tågen, som skaber problemer for astmatiske lunger. Af praktiske grunde burde astmahjemmet pladseres så nær Oslo, at rejsetiden fra og til Danmark ikke blev for lang. En pladsering på Geilo ca 1000 m.o.h. i tilknytning til det norske astmahjem på Geilomo blev vurderet, men vraget, fordi rejseafstanden fra Oslo var for stor.
Nu kom Elise Sverdrup på banen. Hvad var mere naturligt, end at astmahjemmet blev lagt i Kongsberg, byen som blev grundlagt af danskekongen Christian kvart i 1624. Med kongens ord sagde hun: "Her skal astmahjemmet ligge". Hun tog kontakt med Kongsberg kommune og Sølvverket i Kongsberg og fik udvirket særdeles gunstige aftaler om byggegrund, byggematerialer og adkomstvej. Som prikken over i-en kunne hun tilbyde Birger Ruud som ski-instruktør for de danske børn. Hun præsenterede aftalerne for Norges Røde Kors, som sammen med repræsentanter for Dansk Røde Kors drog til Kongsberg og så på lokaliteterne. Og de var strålende fornøjet med pladseringen ved Fredriksstoll i Saggrenda og de gunstige vilkår for byggingen.
November 1947 blev grundstenen lagt af præsidenten for Dansk Røde Kors, kommandørkaptajn Hammerich. Næsten tre år senere - efter en række forsinkelser - kunne Elise Sverdrup, sammen med Borghild Bendixen og Heddy Astrup, endelig sætte kronen på værket, da Astmahjemmet i Kongsberg blev indviet 5. sept. 1950 af kronprins Olav under stor festivitas.
Artikel i Aftenposten 27. januar 1968.
- Mitt San Michele er på Kongsberg
Klokkergården er et kuriosum. Elise Sverdrup et unikum på mange slags måter. Blant annet vil fremtiden regne henne som eksponent for Kongsbergs kulturliv på 1900-tallet. Hun tripper i sine stuer som Heibergs tante Ulrikke. Stuer hvor man fornemmer minner fra flere generasjoner ... Tante Elise, ja, det har man lyst til at kalle henne, har invitert til formiddagste. Vi får se kjøkkenet, som ikke mangler nymotens kryddere, men heller ikke pyntebroderier med Klokkergaarden i klostersøm eller en gedigen messing-samovar. I spisestuen finnes gammel ..... og et maleri som bare har sin make hos en kunstsamler i Marseille. Motiv og farver i Gainsborough-genre, men i bildets kirketårn er innlagt et fint, lite ur, som går den dag idag, etpar hundre år efter konstruksjonen. Hver halvtime spiller uret en lettsindig spinkel melodi, og klokken .... kimer den til kirkefest. Bildet skal forresten alltid henge hos den sidste i Crawford-familien. Elise Sverdrups forfedre kommer fra Skottland. Fruens lune bibliotek er selvsagt fylt med litteratur, inniblant finnes juveler som Campanula av Herman Purisas. Over skrivebordet henger en galei, ved siden av står en meget sjelden rosemalt klokke, og ved peisen residerer en utskåret biskop i tre. - Jeg har tildags dato ikke fått avlivet myten om at den tolvte apostel bor hos meg, sier Elise Sverdrup. Der var i sin tid tolv i Kongsberg kirke, men én forsvant. Nå tror folk at min biskop er den forsvunne apostel. Men biskopen er spansk han ... Taket i biblioteket er mellem bjelkene tapetsert med kart, gjort i krigstid fordi Sverdrups blelei av å ha dem utover gulvet. - Jeg gråt forresten den dag de hentet radioen. "Nu likte jeg deg ikke, Elise", sa min venn Wildenvey, og kvad: Du må glemme at radioens røst er mindre trøst enn ditt eget indres stemme. Men min lykke var stor da den tyske kommandant som hadde tenkt å bosette seg i Klokkergården sa: "Hier ist es altmodisch für mich." - Klokkergården sto også efter krigen, som den hadde gjort siden overførster ved Sølvverket, kaptein Cæsar Læsar Boeck flyttet inn i 1720, forteller fru Sverdrup. - Om bestandigheten skyldes nennsomme eiere, spesiell lykkestjerne eller rett og slett soliditet, vites ikke, men faktum er at huset har overlevet rolige og stormende tider, ved overproduksjon på verket har det endog tjent som oppbevaringssted for sølvbarer. På loft og i kjeller er det til dags dato svære jernbeslag og hengsler, og foran vinduene gittere. Sølv var kostbart da som nu. Elise Sverdrup, som er den trøstende og allvitende Mor Hubro i et ukeblad, forfatter til matlitteratur og reiselektyre, koryfé i Røde Kors er også kjent bilist i Kongsberg ... - Nu har jeg solgt Huppen. Min gode hupmobil, treg som en laste-trailer, med sete for to plass svigermor. Vi kjøpte den i 1932 for 3000 kroner. Min avdøde mann, bokhandler Georg Sverdrup, skammet seg over at jeg tok sertifikat, med den følge at jeg ikke fikk ta i rattet på denne siden av Drammen. Else Heiberg var alene kvinne om å gjøre Kongsbergs gater utrygge. - Trives De som Hubro? - Jeg skriver for det meste matoppskrifter, her forleden spurte forresten en svært ung pike om hun burde være forelsket i far eller sønn, faren var enkemann? Da svarte jeg: Foreta deg foreløbig intet, min pige, vent til du treffer bestefar ... Toppen. |
 Lågendalsposten, jan. 1972. til minne melding at fru Elise Sverdrup var gått bort, var det for mange av oss først og fremst Røde Kors- mennesket Elise Sverdrup vi tenk- te på. For oss som fikk gleden av å arbeide sammen med henne stod hun i mange år som selve begre- pet - Kongsberg Røde Kors.Ja vi følte det faktisk slik at det var henne personlig vi kunne takke for at vi selv fikk gleden av å være med i dette arbeidet. Elise Sverdrup kom tidlig med i R. K.-arbeidet i Kongsberg, og ble allerede i 1936 foreningens formann. Dette verv innehadde hun sammenhengende i 20 år, bl. a. under de vanskelige krigsårene. Av de saker hun spesielt arbeidet med og fikk gjennemført, må nev- nes hennes to "hjertebarn" - sykebilen og Hjelpekorpset. |
Foruten det lokale R. K.-arbei- det deltok hun også aktivt i Bus- kerud R. K. og hovedorganisasjo- nen Norges Røde Kors. Hun var bl. a. med i komiteen for bygging av Astmahjemmet for danske barn, og det skyldes vel ikke minst henne at dette ble lagt til Kongs- berg. Elise Sverdrup var æresmedlem i Kongsberg Røde Kors, hun var hedret med N. R. K.s høyeste ut- merkelse - Hederstegnet - og in- nehadde også Dansk Røde Kors's Hedersmedalje. Under krigen inntok Elise Sverdrup en klar holdning mot tyskerne og nazismen, og dette resulterte i et lengre opphold på Grini, forøvrig sammen med hen- nes mann Georg Sverdrup. I de siste årene var fru Sverd- rup meget syk, men når man be- søkte henne i hennes vakre hjem "Klokkergården" var hun selv alltid optimist, og regnet med å bli frisk igjen, men nå har hun allikevel måttet bukke under for sykdommen. Elise Sverdrup skaffet seg man- ge venner både innen Røde Kors og på andre felter hvor hun var interessert. Ikke bar her på Kongsberg, men rundt om i landet og bl. a. også i Danmark. Vi, hennes venner, vil huske henne i ærbødighet og takknem- lighet og lyser fred over hennes minne. Jens Storfossen. |