Ved indgangen til 1948 var det klart, at Dansk Røde Kors's astmahjem for danske børn skulle pladseres i Kongsberg. Grundstenen var lagt i november året før, men man ventede på byggetilladelse. I ventetiden blev danske astmabørn sendt til Halmrastgård i Valdres og nogle få til Geilomo øverst i Hallingdal. De fleste børn var i alderen 7-12 år. Men der var et stort behov for ophold i Norge også for ældre børn over 12 år, særlig drenge. Borghild Bendixen i Dansk Røde Kors var på jagt efter et tilbud til dem.
Igen kom hjælpen fra Norge. Den norske direktør og skibsreder Harald Stange (1875-1961) i Oslo, ejede et hotel og en hytte på Ustaoset, godt 10 km vest for Geilo, på højfjeldet 1000 m.o.h.,ved indgangen til Hardangervidda. Nær Ustevatnet, hvor elven Usta render ud og ned mod Ustedalen og Geilo. Og med det mægtige Hallingskarvet som baggrund.
(Ustevatnet er i dag reguleret til kraftproduktion og elven Usta lagt i rør og tunnel).
|
|
Hotellet blev opført i 1913 ved Ustaoset station, hvor øst og vest mødes på Bergensbanen. Efter en brand i 1926, blev hotellet overtaget af Harald Stange, der havde tjent sig rig ved forsikring af norske skib under 1. verdenskrig (Forsikrings-Aktieselskapet Norske Atlas), Hans søn Harald Arnfinn Stange (1924-2005) blev senere indsat som direktør for hotellet. I mange år har familien Stange præget udbygningen af hyttebyen Ustaoset.
I tilknytning til hotellet - et par hundrede meter østover - havde Stange indrettet sin "direktionsbolig", hvor familien boede, når de var på fjeldet. Huset var oprindelig opført som funktionærbolig under bygningen af Bergensbanen ca 1903. Det var denne bolig, Harald Stange nu tilbød Dansk Røde Kors til fri disposition for astmasagen i 7 måneder i 1948. Han havde selv været plaget af astma i sin barndom i Tønsberg og forstod værdien af at komme til fjelds. Heroppe i "champagne-luften", som de sagde, der åbner lungerne og bobler i blodet.
Huset var en to-etages træbygning med ruvende indgangsportal. I stueetagen var der hall med trappe op til 1. sal. Der var en stor opholdsstue med pejs, som gav varme til hele huset. Der var køkken med brændekomfur. Der var toilet og badeværelse (brusebad fik de på hotellet). Og et lille kammer til økonomaen. I 2. etage var der tre værelser til drengene, en 5-mands-, en 4-mands- og en 3-mandsstue. Desuden var der værelser til to "tanter". Dette var ikke en almindelig hytte - i danskernes mund blev den døbt "Fjeldslottet", som de skrev over indgangen.
|
|
Bag hovedbygningen lå et stort udhus. Her stod der opstillet ski til drengene og "tanterne". Mange ski og nye ski. Her hang der store, tørrede hellefisk, der lugtede langt væk. Og under udhuset stablet brænde til pejsen og komfuret. Drengene måtte krybe ind under for at lange det ud til næste mand.
Foran "Fjeldslottet" blev det danske flag hejst hver dag i den tid, de danske gæster boede her.
Mellem hytten og hotellet lå tidligere en landhandel med post og telefoncentral - også den ejet af Harald Stange - med Sander Lislegaard fra Tunhovd som bestyrer. Forretningen brændte i 1942 (- det blev sagt, det blev bombet af tyskerne) og var under genopbygning i 1948, hvor de danske drenge deltog med både snedkring og mørtelblanding og tjente en skilling på det. Når håndværkerne ikke var der, var byggepladsen en yndet legeplads. 1974 blev forretningen overtaget af Sanders søn, Reidar Lislegaard, og navnet blev forandret til "Bua-Ustaoset". Reidar var på alder med de danske drenge, og spillede fodbold og drog på fisketur sammen med dem. Og imponerede med sine skifærdigheder, han var "født med ski på benene" og lever den dag i dag sit liv på fjeldet, på Hardangervidda.
Som midlertidig butik lå en lille købmandsbod fyldt med al slags varer fra gulv til loft, de flotteste ski stod i entreen. Det var her drengene gik med deres lommepenge og optjente skillinger. Her kunne de få købt cigaretter. Mest populært var Blue Master, den blå pakke med den hvide hest, men også Craven A og Capstan. Som de røg i smug. De fandt skjul under brøndens overbygning. Nok ikke det bedste for drengenes astma, men det tænkte ingen på dengang.
Mellem hytten og hotellet lå også en lille dam, Vesledammen. Den blev brugt som losseplads af hytteejere og sæterfolk. Her i vandkanten fandt drengene mange spændende ting, de kunne bruge i deres leg. En defekt motorcykel uden hjul blev halet i land og i fantasien brugt til at suse ud ad landevejen. En knust kælk med rat blev sat foran en hjemmelavet slæde, så to drenge kunne sidde på og suse ned ad bakken bag hytten.
Vesledammen kunne også bruges til at sende små både, kunstfærdigt bygget, ud over vandet fra den ene side af dammen til den anden.
Senere blev dammen helt opfyldt og eksisterer ikke længere.
Vesledammen mellem "Fjeldslottet" og hotellet.(1938)
Drenge og tanter
Dansk Røde Kors bestemte, at der skulle sendes to hold drenge i alderen 13-15 år i 3 måneder ad gangen. Første hold maj-juni-juli, det andet hold aug.-sept.-okt. På hvert hold var der 12 drenge. Drengene blev af dr. Egon Bruun i København valgt ud blandt de drenge, der var blevet for gamle til at komme på "Halmrastgård". Den tidligere børnehavelærerinde fra "Halmrastgård", frk. Helga Nielsen ("tante Helga") fra Hørslev ved Aarhus blev ansat som leder af hjemmet. Desuden blev der ansat en sygeplejerske, frk. Anne Mari Jacobsen, og en økonoma til køkkenet, Valborg Sørensen ("tante Valborg") fra Ringsted. Da frk. Jacobsen allerede i juni måtte rejse hjem pga. sygdom i familien, blev hun afløst af sygeplejersken, frk. Else Als Hansen ("tante Else"), 32 år gammel, fra Søborg, som også tidligere havde været ansat på "Halmrastgård". I en kortere periode blev nordmanden Karl Holmen sendt fra "Halmrastgård" til Ustaoset for at hjælpe tanterne og drengene med praktiske opgaver og aktiviteter.
Det nødvendige udstyr til indlogering af drengene og tanter i hytten blev købt ind for penge, der var kommet ind ved Ambassadeur-festen i København d. 26. februar 1948, ialt kr 10.035,-, først og fremmest ved salg af billetter, blomster og cigaretter. Alt udstyr skulle sidenhen overføres til astmahjemmet i Kongsberg, når det stod færdigt.
Rejseforberedelser
Fra astmahjælpen i Dansk Røde Kors blev der sendt brev hjem til drengenes forældre om rejsen til Ustaoset og hvad, drengene skulle medbringe af udstyr, Brevet var undertegnet Borghild Bendixen. Det var en fyldig kuffert, der skulle pakkes til 3 måneders ophold på højfjeldet. I barsk vejr med sne og kulde og kun en kort sommer.
Kufferten skulle indeholde:
|
"Vaskegrejer: 2 Vaskesvampe eller Vaskeklude, Sæbe i Hylster, Kam, Neglerenser og Neglebørste,
Tandbørste i Hylster og 3 Frottéhaandklæder eller andre Haandklæder. Nattøj: 3 Sæt Pyjamas og eventuelt ulden Natundertrøje samt Pose til Nattøjet. Tøj: 3-4 Par Benklæder samt 1 Par Skibukser. Desuden 4-5 Sæt Undertøj, Badedragt (-bukser), 5 Skjorter, 2 tykke Sweaters (samt evt. en Pull-over), en Lumberjacket, Vindjakke el. lign., 6-7 Par Strømper, 2 Par Skisokker, 2 Par Sko samt Skistøvler og 1 Par Stuesko (evt. Spartasko), Gummistøvler el. Træskostøvler (Fodtøjet maa være rigeligt og med gode, tykke Saaler), varm Hovedbeklædning (skal beskytte Ørene), Halstørklæde, Luffer og Lommetørklæder. Endvidere medbringes et uldent Tæppe til Rejsen samt en Pose til Snavsetøj. Det tilraades, at Barnet medfører Nattøj og Toiletsager, der skal bruges på rejsen, i en Mappe eller Rygsæk. Paa Hjemmet findes Ski til alle Børnene. Alt skal være mærket med tydeligt og fulde Navn (paa Bændler), ogsaa det Tøj, Børnene bærer paa Rejsen, ligesom der paa Indersiden af Kuffertens Laag skal paaklæbes en liste over dennes Indhold. De Børn, der er vant til at bruge "spray", bør tage deres Apparat med. Hvert Barn maa medbringe Madpakke (rigelig) til 2 Maaltider, men de vil faa Drikkevarer om Bord paa Baaden." |
Eftersom Dansk Røde Kors sørgede for bespisning i Norge, skulle rationeringsmærker for den periode, barnet var bortrejst, afleveres til kommunens kontor for rationeringsmærker.
Det var ikke tilladt at medbringe danske penge til Norge, men barnet kunne få udbetalt indtil 25 kroner i lommepenge under opholdet i Norge, mod at beløbet blev indbetalt til Røde Kors i Danmark.
Alle forsendelser, indeholdende "nye Ting og Slik" krævede udførselstilladelse fra Direktoratet for Vareforsyning. Det var derfor ikke tilrådeligt at sende pakker, da toldafgiften var temmelig stor.
Der var ingen skolegang på Ustaoset, ingen lærer og ingen lektier. Men hver uge skrev drengene brev hjem og fortalte om deres oplevelser. Breve, som blev taget godt vare på af forældrene, og som flere af "drengene" gemmer på nu snart 70 år efter.
Medicin og behandling.
Sygeplejersken, "tante Else", fik med sig udstyr og medicin, så hun kunne klare de fleste skader og sygdomsproblemer, der måtte opstå. Udstyr til sårbehandling og forbindinger, plaster, vat og gazebind, jod og tøsejod. Medicin mod infektioner, feber og smerter, mod ørebetændelse og blærebetændelse. Men først og fremmest astmamedicin, som hectoadrenalin til spray, adrenalin til injektion og Ephedrintabletter, hostestillende hostesaft med Codein og "Røde dråber" (morfin) mod åndenød, angst og smerter.
Det blev naturligt nok en del skrubsår, og nogen bragte med sig ar som minder for livet, men ingen brækkede arme eller ben. Astmamedicinen var i brug de første dage, men snart kunne den lægges på hylden. Der var ikke behov for den oppe på fjeldet.
|
Medicin til Ustaoset. Fob. vat og Fil. vat Gazebind og gazekompresser Hansaplast og Leucoplast Termometer Sakse Sprøjter og kanyler Hospitalsprit, benzin, jod og mercurochrom Spray Hectoadrenalin Adrenalin til injektion Ephedrintabletter, 300 stk Magnyl, Codyl, Phenemal tabletter (100 stk af hver) Hostesaft med codein Morfin ("røde dråber") mod åndenød, angst og smerter Sulfatiazolsalve og Chemoseptpasta Otoafanal mod øresmerter Lucosil mod urinvejsinfektioner Afføringspiller (Cascalin) |
Køkken og kost.
Økonomaen, "tante Valborg", stod for køkkenet og sørgede for maden. Drengene havde en glupende appetit og lagde på sig adskillige kilo. Mælk, smør og ost, kartofler og gulerødder kunne skaffes lokalt fra sæterne på Ustaoset eller fra butikker på Geilo. Brødkorn og havregryn, kød og flæsk og kaffe måtte hentes fra Danmark. Også kasser med danske æbler -på disse kanter kaldet "sydfrugter" - fulgte med som gave til tante Vaborg, hun elskede æbler. Hver morgen fik de havregrød - og en skefuld torskelevertran. Tante Valborg holdt skeen over grødtallerkenen, så intet skulle gå til spilde. Møllers levertran - som Norge havde så rigeligt af fra torskefiskeriet ved Lofoten, omtrent det eneste næringsmiddel, der ikke var rationeret - gav et vigtigt tilskud af D-vitamin til drengene.
I begyndelsen af september blev der problemer med at skaffe nok mælk til drengene. Da det kom direktør Stange for øre, sørgede han straks for, at der blev sendt en malkeko med toget til Ustaoset, som blev indkvarteret på en nærliggende sæter. Den gav rigeligt med mælk - "så fed som fløde" - til drengene. De døbte koen "Stangine".
Nogen gange kunne drengene også selv bidrage til kosten. Som når de kom hjem med fangsten efter en fisketur. Som regel var fisken for lille til et måltid, men det hændte, at de fik finog fed fjeldørred på krogen, som "tante Valborg" stegte til middag. Om efteråret kunne de plukke blåbær og måske finde multebær - et godt tilskud af C-vitamin.
|
|
Fjeldtur.
Tanterne Helga og Else gik lange ture med drengene. Langs vejen til Haugastøl, ad Fjellveien op til Hallingskarvet, helt til snekanten, og over til Ustetind på den anden side af Ustevatnet. Det var et stort ansvar, ingen var fjeldvante. Det hændte også, at de to blev uenige, rygende uenige så de tog til tårerne, om vejen, om det var forsvarlig at gå videre op de bratte fjeldsider. Tante Else var den dristigste og ville videre, tante Helga mere forsigtig, hun havde ansvaret for drengene. På turene fandt de rensdyr-gevirer, som de bar med sig hjem til hytten - og siden hjem til Danmark.
Der udviklede sig nok et nært forhold mellem tante Else og den unge direktør Stange. Han var påfaldende ofte på besøg på hendes værelse. Noget der ikke undgik drengenes opmærksomhed. Det hændte, at de kom med en lille bemærkning, men fik straks besked om at blande sig udenom. Da Stanges hund, "Kaisa" - en riesenschnauzer - fik hvalpe, forærede han en af dem til tante Else. "Tessa" blev en trofast følgesvend på turene.
|
Det første hold drenge, der blev sendt til Ustaoset, var udvalgt af dr. Egon Bruun på Rigshospitalet. De fleste af drengene kom fra København - to af dem fra Island Brygge - et par kom fra Sjælland og én fra Skørping i Jylland. Drengene var i alderen 14-15 år. I hvert fald én af drengene, Ole Brage, havde året før haft et ophold på "Halmrastgård".
Drengene blev fulgt af de tre "tanter", af en læge fra Danmark og (selvfølgelig) af Borghild Bendixen, "tante Borghild". Hun var - som altid - energisk og aktiv, venlig og flink overfor drengene. Drengene og "tanterne" blev installeret på "Fjeldslottet", medens lægen og Borghild Bendixen rejste hjem til Danmark igen.
Turen gik fra København, fra Larsens Plads, lørdag d. 1. maj med båd til Oslo. Det blev en dramatisk tur. I stedet for den ordinære båd "Kronprins Olav" var den mindre båd "Vistula" sat ind på ruten. Det blæste op til storm, og ude i Kattegat lå båden underdrejet i mange timer med maskinskade. Næsten alle var søsyge og krøb ned i køjerne. Først sent næste dag ankom de til Oslo. De skulle videre med Bergenstoget fra Vestbanen til Ustaoset. Undervejs fik de serveret kørvelsuppe med fladbrød og kom sig lidt efter lidt til hægterne igen. Toget svingede sig langs elven op gennem dalen, på bratte fjeldsider, gennem tunneller. Bjergene blev højere og mægtigere, der lå sne på toppene. Endelig om aftenen kl. 6 nåede de frem til Ustaoset, hvor de skulle bo de næste 3 måneder. Sneen lå meterhøj, de havde aldrig set noget lignende.
Drengene blev indkvarteret i værelserne i 2. etage. De var rystet godt sammen i løbet af den dramatiske tur. Det blev sent, før de faldt til ro den aften. Men allerede den første nat mærkede de luftforandringen, det var så meget lettere at trække vejret, lungerne åbnede sig, de måtte ikke sætte sig op i sengen og hoste.
Næste dag tumlede de ud i sneen. Op ad hyttevæggen stod 12 par ski og ventede på dem. De havde aldrig før prøvet at stå på ski, så der kom en nordmand og hjalp dem skiene på og lavede løjpe til dem i bakken bag hytten. Det blev til mange fald og dybe huller i den løse sne. Som dagene gik, blev de mere rutineret og tog længere ture. Men solen skinnede og sneen smeltede. Efter blot tre uger var al sneen borte, og der randt små bække overalt med smeltevand fra fjeldet. Det blev en varm sommer. Kun på toppen af Hallingskarvet lå sneen sommeren igennem. En sidste skitur gik ud på isen på Ustevatnet i våd slaps, anført af en nordmand, der arbejdede på hotellet. Tanterne var ikke glade for den tur.
Drengene gik ture, lange ture på fjeldet, sammen med tanterne. De spillede fodbold, sammen med norske drenge fra nabohytterne. Ole havde sin egen bold med sig hjemme fra Danmark. Det var ferie og frihed hver dag fra morgen til aften. Ingen var plaget af astma og åndenød. Luften var så let. De fik luft i lungerne og luft under vingerne. Den stærke sol på højfjeldet gav dem farve på kroppen og masser af D-vitamin.
De drog på fisketur til Ustevatnet og til de fiskerige bækkene, som randt ned til vandet, eller ved udløbet af Ustevatnet, hvor de kunne stå på hængebroen over Usta-elven. Fiskeredskaberne var primitive, lange kæppe med en snor og en krog, og agnet var enkelt, en bid brød på krogen. Kjeld fra Jylland havde før fisket i Gudenåen og drog den ene fjeldørred i land efter den anden. Drengene fra København havde ikke samme fiskelykke. Men, da Ib fik en bittelille fisk trukket i land, opførte han en ren krigsdans af overstadig henrykkelse.
En dag ud i juni kom toget fra Geilo med kvægtransport. 100-vis af køer blev fragtet fra gårdene i Ustedalen til langstølerne på fjeldet, hvor de sommeren igennem kunne udnytte det saftige, grønne græs. Det ringlede af bjælder overalt. Budeierne på stølerne malkede, og kærnede smør og ystede ost. Der var liv på Ustaoset i den korte, lyse sommer. Dagene var lange og nætterne korte. Det var lyst natten igennem.
Også turisterne kom rejsende til hotellet og til hytterne på Ustaoset - mødepladsen mellem øst og vest. De kom fra Oslo i øst og Bergen i vest. Flest bergensere, som søgte sol om sommeren og sne om vinteren. Familien Meyer var faste gæster på deres hytte lige ovenfor "Fjeldslottet" og blev godt kendt med de danske drenge. Og de kom fra udlandet. Der gik en strøm af danske turister til Norge efter krigen. Hver uge kom Henry Frandsen med "De blå busser" med danskere til Ustaoset. Drengene fik tur med bussen, til Haugastøl og tilbage.
|
Fra venstre: Hans Henning Jensen, Kaj Ulbäk, Leif Jensen, Finn Jeppesen, Ole Brage, Kaj Nilssson, Kjeld Broberg Lind, tante Helga, Bent Lundstrøm Holm, Gunnar ..., Ib ..., norsk dreng (Reidar Lislegaard ?), Bent Ryder-Jensen.
I baggrunden hotellet, butikken under opførsel, "Fjeldslottet" med dansk flag.
Bagerst Hallingskarvet med sne på toppene.
I Oslo blev de taget imod af repræsentanter for Norges Røde Kors og beværtet og underholdt på det bedste.
Fra Oslo gik turen tilbage til Danmark med "Kronprins Olav". En fantastisk fin rejse, så helt forskellig fra bådturen fra Danmark tre måneder tidligere. Det var en forvandlet flok drenge, der ankom til Danmark dagen efter.
Else Als Hansen sendte denne takkeskrivelse til generalsekretæren i Norges Røde Kors:
|
Kære Hr. Jens Meinich! Lige et Par Ord for at udtrykke vor hjerteligste Tak for den store Venlighed Norges Røde Kors udviste ved Modtagelsen i Oslo af vore hjemrejsende Drenge. Desværre var jeg ikke selv med i Oslo, men de fleste af Drengene har skrevet og fortalt i begejstrede Vendinger om alle de Oplevelser Norges Røde Kors skaffede dem i Hovedstaden. Rejsen var ellers gaaet fint hele Vejen, de havde faaet Soveplads paa Dækket, der passede Temperaturen, da der var smeltende varmt nede i Kahytten. Vi har nu faaet Hytten gjort rent og er klar til at modtage næste Hold d. 12. August. De kommer ind, saaledes at de lige kan naa Toget ved 8 Tiden og saa være heroppe ved ca 15 Tiden, det er jo en meget fin Forbindelse. Det skal blive dejligt atter at faa lidt Liv i Huset. Her har ellers været fint Vejr i 8 Dage, men nu er det igen begyndt at regne, saa rent vejrmæssig set kunde vi ogsaa trænge til en lille Visit af Hr. Meinich. Endnu engang Tak for Venligheden og undskyld alt den Ulejlighed vi har forvoldt. Else Als Hansen. |
Det andet hold drenge ankom til Ustaoset 12. august. Igen 12 drenge i alderen 13-14 år, for gamle til at komme på Halmrastgård. Denne gang kom de fra hele landet. Anders fra Randers, Hans Gerhard fra Hjordkær, Jens Skriver fra Give, Svend fra Dybbøl Banke, Ib fra Valby, Mogens fra Nyboder i København og tre gange Bent fra Vamdrup, Thisted og København.
Det varede ikke længe, før de var rystet sammen som en stor familie. Bent fra København, som var den ældste, blev "storebror", og Svend fra Dybbøl, som var yngst, blev "lillebror".
De blev fulgt af "tante Borghild" og sygeplejersken "tante Helga". Med båden til Oslo og videre med toget ad Bergensbanen til Ustaoset, hvor de ankom kl. 15. Her stod "Fjeldslottet" klar til at tage imod dem og "tante Valborg" klar med maden til de sultne drenge.
Drengene blev fordelt på de tre værelser i 2. etage, med udsigt til Ustevatnet på den ene side og fjeldet med Hallingskarvet på den anden side. Et eventyrligt landskab. Snart skulle de tage det i besiddelse.
Drengene blev inddelt i fire arbejdshold, som gik på omgang. Tre drenge havde køkkentjeneste, tre var kontorbude og gik med posten, tre gjorde rent på værelserne og tre drenge var "altmuligmænd".
Drengene spillede fodbold neden for "Fjeldslottet", besøgte sæterne omkring på Ustaoset, gik tur på fjeldet op til snekanten, hvor de fandt rensdyrgevirer, som de bragte med hjem til Danmark. Holmen kom på besøg fra Halmrastgård og lærte dem at fiske fjeldørred i elven. De drog på jagt sammen med direktør Stange, som skød sneharer. De fangede spidsmus og lækat i rottefælle. Hans Gerhardt, "slagtermester" fra Hjordkær, flåede skindet af den. Ib, som var så fingernem, byggede små både af bambus, som blev betrukket med skind. En dag gik de, sammen med tanterne Helga og Else, heldagstur til toppen af Ustetind på den anden side af Ustevatnet. Og de tog toget til Geilo, hvor de fik købt spejderkniv fra Brødrene Øyo, den berømte knivfabrik.
I løbet af efteråret krøb sneen længere og længere ned ad bjergsiden. En morgen var det hvidt overalt, sneen lagde sig rundt hytten. Drengene bygge snemænd og sneborge og kastede sig ud i sneboldkampe. Ski og kælke blev fundet frem fra udhuset. Skiløjpe blev anlagt bag hytten, det gik i susende fart nedover bakken. Det blev mange fald og huller (såkaldte "danskehuller") i sneen. Af og til kom en nordmand forbi, det så så legende let ud.
Alle var de med, og ingen var hæmmet af astma. Nogle havde sin hektospray med hjemmefra, den blev der ikke brug for.
Sæterdrift.
Der var levende sæterdrift på Ustaoset med køer på fjeldbeite. Budeier malkede hver dag og kærnede smør og ost. Også "Stangine" havde fået plads på en sæter. Hver dag hentede drengene frisk mælk fra "Stangine".
Drengene blev fortrolige med køerne, som gik frit omkring på engene ned til Ustevatnet. Når de lagde små sten i deres bærbøtter, kunne de rasle med dem og lokke køerne hen til sig.
I oktober var det så tid for, at køerne skulle hentes hjem fra sæterne. Flere hundrede køer blev gennet ned til stationen, de skulle fragtes med toget ned til Ustedalen og Geilo. Drengene hjalp ivrigt med til at holde styr på den store flok, nogle køer søgte ud i Ustevatnet og måtte hentes ind på land.
Det blev stille i husene på Ustaoset. Bare "Stangine" og hendes budeie blev tilbage på sæteren, så længe drengene var i "Fjeldslottet".
Læsestof.
Blandt pakkerne fra Danmark var også en pakke med bøger til drengene. Bøger, som Borghild Bendixen havde samlet ind gennem Ungdommens Røde Kors, og bøger lånt på Frederiksberg bibliotek. Med det omskiftelige vejr udover efteråret blev der tid til læsning. Det var Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, Torry Gredsteds bøger om indianerdrengen Paw, Carit Etlar om Gøngehøvdingen og såmænd også John Johnsens Guldringen om livet på bronzealder-bopladsen. Bøger om Robinson Crusoe på den øde ø af Walter Scott, om Børnene i Nyskoven af Kaptajn Marryat og om Kong Salomons miner i Afrika. Om Knud Rasmussens ekspeditioner over Grønland. Bøger som satte fantasien og drømme i sving hos drengene. Her oppe i den mægtige natur var det let at l eve sig ind i drengebøgernes verden og spille rollen som Paw eller Gøngehøvdingen eller Knud Rasmussen.
En fjeldtur.
En dag i oktober havde nogle af drengene bestemt sig for en længere tur alene på fjeldet. Vejret var fint, solen stod højt over Ustetind. Hallingskarvet med sne på toppen lå badet i sol med blå himmel over. Og fjeldet var klædt i høstens farver af rød rypebærlyng. Det var virkelig "Norge i rødt, hvitt og blått", som Finn Bøe skrev under krigen i sin skrivestue på Ustaoset. Norges frihedssang, som var forbudt at synge under krigen, men efter krigen blev som en nationalsang for det frie Norge. Og som så ofte blev sunget på astmahjemmet.
Drengene havde delt sig i tre hold og lagt en rute med poster undervejs, som de andre hold skulle finde. På hver post var det beskrevet, hvor næste post lå. Først gik turen i retning Haugastøl, så op mod Hallingskarvet og fjeldvejen tilbage ned til Ustaoset. Drengene var godt kendt i terrænet, de havde gået der før. De fik klar besked om at vende om, hvis det blev uvejr. Vejret skifter hurtigt på fjeldet, fra det ene øjeblik til det næste. Drengene lagde i vej med godt humør, masser af kræfter og madpakker fra tante Valborg. Det gik så let fra sten til sten, over de mange små bække gennem krat og lyng. Ingen havde problemer med vejrtrækningen. "Den tynde luft", som man sagde, var så let for lungerne, så let at puste i.
Af og til skræmte de op en flok ryper, som fløj lavt over lyngbakkerne og skældte ud. De var ved at iklæde sig sin hvide vinterdragt, vinteren stod for døren på fjeldet. Den varme sommer havde været et godt rypeår. Og lemmingår, de pilede over stien. Det kom også til at være et godt år for fjeldræv og rovfugle. Ørnen cirklede højt oppe ved den lodrette fjeldvæg.
Men så efter nogle timers vandring - de var kommet op på Fjeldvejen under Hallingskarvet - slog vejret om. En let luftning, en stille brise, for henover landskabet, satte lyngen i bevægelse. Men drengene tog ikke varsel af det, de var så ivrigt optaget med at finde vejen videre til næste post. Snart efter kom disen drivende ind fra vest, det tyknet til. Sigten forsvandt, de så ikke længere Hallingskarvet i nord. Solen var knapt synlig som en mat skive på himlen. Det blæste op, en gennemtrængende kulde greb om sig. Luften fyldtes med sne, der fløj vandret og og lagde sig mellem lyngtuerne, så de vanskeligt kunne se stien.
Nu måtte de komme sig hjem hurtigst muligt. Posterne måtte de lade ligge. De var nået så langt på deres færd, at det ville være længere vej at vende om og gå tilbage, så efter en kort rådslagning bestemte de sig for at fortsætte turen gennem uvejret. Det gik langsomt, de måtte holde stien og holde sammen. Det var så småt ved at mørkne, dagene var nu korte.
Altimens var tante Helga og tante Else blevet urolige, da de så uvejret komme. De gik ud for at se efter drengene, men fandt dem ikke. De fik alarmeret direktør Stange på hotellet for at sætte en eftersøgning i gang. Men akkurat som de skulle til at gå ud, dukkede drengene op.
Drengene var våde og trætte, tanterne var forskrækkede. De havde alle fået en lærepenge om fjeldet, som de ikke kendte hjemme fra Danmark.
Det blev skænd og i seng lige efter aftensmad.
Drengestreger
Det hændte selvfølgelig også, at drengene lavede drengestreger og gik over stregen.
Svend fortæller om nogle episoder:
"En dag hjalp vi til med at tømme en lastebil for mælkespande. Lastebilchaufføren lovede os til gengæld en tur med bilen til Haugastøl, ca 10 km længere inde på fjeldet. Men han holdt ikke sit løfte. Vi råbte til ham, hver gang han kom med bilen, at nu ville vi med til Haugastøl - men nej, det blev ingen tur. Så en dag, lastebilen var kørt gennem tunnellen under jernbanen ned til Ustevatnet, tog vi affære og skovlede tunnellen fuld af sne, så bilen ikke kunne komme ud igen. Chaufføren gik til tante Helga og klagede, vi fik skæld-ud og måtte i gang med skovlene igen for at fjerne sneen. Det blev aldrig nogen biltur til Haugastøl."
"Og så var der den gang, vi havde fået lov til at komme ind på et høloft for at se efter rensdyrtakker. Det tørre hø lå pænt i to stakke med åben gang imellem. Det var så fristende at kaste en håndfuld hø i hovedet på de andre. Snart var det vild krig med høkasting fra side til side, vi kastede os rundt i høet, og høet blev spredt ud over hele gulvet. Men da dukkede bonden op og kommanderede os vredt til at rydde høet pænt tilbage. Og det blev gjort."
"Men værst var det, da vi brød os ind i en hytte, og kastede mad - mel, sukker og konserves - ud over hyttegulvet. Det så forfærdeligt ud efter os. Men det blev aldrig rapporteret. Da var det ikke længere drengestreger, men hærværk."
Hyggeaften.
Nogle lørdagsaftener var sat af til "hyggeaften" for drengene og tanterne. Tante Valborg fandt det bedste frem på køkkenet og dækkede fint op. Drengene havde i al hemmelighed forberedt program for aftenen, med sang og sketcher. Tanterne applauderede. Stemningen var høj. Bagefter fik drengene lov til at ryge deres tyrkercigaretter under aftrækket fra pejsen.
En af de sidste dage fik de besøg af tre "tanter" fra Halmrastgård. Da skulle det være "hyggeaften". Det skulle blive den helt store forestilling. Anders viste sig som en imponerende entertainer og stand-up komiker. Han dansede "indisk dans" i badebukser, blæste i rensdyrgevir som det skulle være en saxofon, imiterede og parodierede tanter og drenge. Alt sammen ganske improviseret. De andre drenge blev revet med i vild jubel. Og tanterne vred sig i latterkrampe på stolene med fare for lækage. Magen til havde de aldrig oplevet, det blev en "hyggeaften", de aldrig skulle glemme.
Hjemrejse.
De tre måneder var gået. Snart var det tid for drengene at sige farvel til fjeldet. Det blev vist en lidt pludselig afrejse. Det blev sagt, at nu var der ikke mere brændsel til opvarmning af "Fjeldslottet" - men det kunne nu ikke passe, der lå fortsat brændsel under udhuset.
Der blev pakket og sagt farvel. Drengene og tante Else rejste med formiddagstoget til Oslo den 9. november. Tante Helga og tante Valborg blev tilbage på hytten og ryddede op og gjorde rent efter dem.
I Oslo mødte de dr. Egon Bruun fra Danmark, som havde valgt drengene ud til opholdet. Sammen drog de til direktør Stanges kontor for at takke for opholdet på "Fjeldslottet". Her var også Aftenpostens journalist og fotograf til stede.
Dagen efter stod der at læse i Aftenposten:
|
"Mælken va' som fløøøde" Vores største oplevelse? Jo, det va' rigtignok den dagen vi møtte "Stangine" med Kaalrabi paa stationen! - Hun va' en premieko, ska du vide! - Og melken, den va' som fløøøde! Sånn lød svarene, da vi under en henrivende tete-a-tete med tolv linblonde danske astmagutter i går ba dem nevne det morsomste et tre måneders Norgesopphold hadde gitt dem. Vi traff dem på direktør Harald Stanges kontor, hvor de sammen med en lege og en sykepleierske avla takk- og avskjedsvisitt, fordi de hadde bodd gratis i hans prektige Ustaos-hytte og fordi han, da det ble så vanskelig med melk, hadde sendt den kua oppover som barna - giveren til ære - straks hadde døpt "Stangine". - Hva døpte dere så hytten? Spør vi. - Fjellslottet, lyder svaret. Og sykepleiersken, Else Als-Hansen, forklarer at barna ikke kunne forstå at det de bodde i bare skulle hete hytte. Dette er ikke noen hytte, dette er et slott, sa de. Og så malte de det eneste navnet de syntes høvet til bygget med store bokstaver over inngangsdøren. Sven fra Dybbøl, Tage fra Bornholm og Børge fra København er blitt åndedretts-besværlighetene kvitt der oppe "mellem bjergene". De har stått på ski og rent på kjelke, kastet sneball på hverandre og kjørt i slede med dombjeller på. Og de har besteget Hallingskarvet og tatt heldagsturer innover vidda. På vandringsstaver de selv har skåret, har de risset navnene på de stedene de har besøkt. Selsomme så de ut. Men hva gjorde det? Det var dyrebare trofeer fra livets første utenlandsreise de omsorgsfullt fraktet med seg, laget for å imponere "vennerne derhjemme"! Det er to kull danske astmabarn som i tre måneder hver har bodd i direktør Stanges hytte på Ustaoset, hvor der til med er installert et verdenskjent alergisk astma-apparat som gjør luften ren og støvfri.  Direktøren hadde ikke sett barna før de kom for å takke for seg. - Men jeg har fått mange brev og mange invitasjoner fra dem, sier han. Og søsteren forteller at hver gang det durte et fly over Ustaoset, løp ungene ut og ropte: Nu kommer bestemt direktør Stange! Da danskebåten lettet anker i går ettermiddag, sto de på dekk med sine trofeer. Blide og blonde med sterke, snøhvite tenner og norske flagg på jakkeermet, opptil 8-10 kg tyngre enn da de for tre måneder siden kom heropp og langt, langt friskere enn den gang. - Og direktør Stange, spurte vi søster Else, hvorfor ble det nettopp danske astmabarn han viste gjestfrihet? - Fordi han har astma selv, og fordi han hadde en hytte han kunne unnvære et halvt års tid, sa han til fru Borghild Bendixen "de danske astmabarns mor": Send opp de barna som mest kan trenge et fjellopphold! |
Dagen efter ankom de med Oslo-båden til Larsens Plads i København. Der på kajen stod familierne og ventede - og kunne knap kende deres drenge, så forandret de var efter tre eventyrlige måneder på fjeldet uden sygdomsplager. Friske kinder, stærke knogler og muskler og rene lunger. Ivrige efter at fortælle om alt, de havde oplevet. Det blev et hastigt farvel til kameraterne. Drengene fra Ustaoset blev splittet og rejste hjem til sine familier og kamerater rundt om i Danmark. Tilbage til åndedrætsbesvær og astmaanfald. De tre måneder på fjeldet var et afsluttet kapitel i deres barndom. Men minderne fulgte dem resten af livet.
Mange af dem rejste senere i voksen alder tilbage til Ustaoset for at gense og genopleve stedet og fortælle om eventyret på fjeldet til kone og børn.
"Fjeldslottet" står i dag som dengang (ejes nu af direktør Stanges barnebarn Cie Bahre). Mange huse og hytter er kommet til. Ustaoset er blevet en "hytteby". Sæterdriften er nedlagt og stier er gengroet. Men Hallingskarvet troner for altid bagom.