Norske børn
Det viste sig snart, at de danske astmabørn havde godt af et længere ophold på astmahjemmet i Kongsberg, og før det på Halmrast gård.
Dr. Egon Bruun rapporterede, at børnene var fuldstændig fri for astma under opholdet i Norge og viste varig bedring efter hjemkomsten
til Danmark.
I Norge eksisterede et astmahjem på Geilomo, som var et tilbud for børn fra Bergen og Vestlandet. Norske astma-læger ønskede et tilsvarende
tilbud for resten af landet, for børn fra Oslo og Østlandet og fra Trøndelag og Nordnorge. Her var børnene henvist til kortere ophold
på Voksentoppen i Oslo og børneafdelinger på sygehuse.
I begyndelsen af 50erne var danske børnelæger tilbageholdende med at henvise børn til astmahjemmet i Kongsberg, så der blev problemer
med at fylde de 60 pladser på astmahjemmet. Dr. Egon Bruun foreslog da, at man kunne tilbyde ledige pladser til norske børn. På
efterårsholdet 1950 (hold 2), som rejste til Norge 20. september og var et rent drengehold, kom således den første norske dreng, den
12 år gamle Eivind. Han fortsatte på vinterholdet 1951 (hold 3). På sommerholdet 1951 (hold 4) var der fem norske
børn, fire drenge og en pige. Sidenhen blev det en regel med 3-5 norske børn på hvert hold. Efterårsholdet 1960 (hold 32) toppede med
hele 11 norske børn. Efterårsholdet 1961 (hold 35) havde fem norske børn, fire piger og en dreng, og yderligere 4 norske børn stod på
venteliste. Vinterhold var mest populært blandt danske børn - da blev der ikke plads til så mange norske.
Norske børn 1953.
Året 1953 var Albert Nielsen ansat som vagtmester på astmahjemmet. Han gik længe og hostede og i januar 1954 spyttede han blod op.
Han blev øjeblikkelig indlagt på Drammen sykehus, hvor der blev konstateret lungetuberkulose (- han var ikke blevet røntgenfotograferet
før ansættelsen, som det ellers var påkrævet). Alle ansatte og alle børn, som havde været på astmahjemmet i 1953, måtte derefter
indkaldes til røntgen af lungerne. Specielt de norske børn kunne risikere at være smittet, da de ikke var Calmette-vaccineret.
Heldigvis havde Albert Nielsen ikke megen omgang med børnene. Ingen af børnene var blevet smittet under opholdet.
De norske børn blev gerne visiteret af dr. Kjell Aas (1925 - 2016) på Barneklinikken på Rikshospitalet i Oslo, i mange år Norges ledende
ekspert i astma og allergi, den myndige overlæge med det varme hjerte, børnenes bedste ven med mottoet ”
Tenk ikke bare på lungen,
men på hele ungen!”.
Han havde altid børn på venteliste for ophold på astmahjemmet i Kongsberg. Når der var ledige pladser på et hold, tog plejemor kontakt med ham.
Fra 1962 fik han tildelt nogle pladser på "Tomtebo" i Vikersund, et rekreationshjem for norske børn, drevet af Norges Røde Kors.
Kjell Aas stod for opbygningen af Voksentoppen Institutt for barn med allergi og astma i Oslo 1971 (- nedlagt 1990).
Nogle børn blev henvist af dr. Holmboe i Kongsberg, som var astmahjemmets lokale tilsynslæge fra 1950 til sin død 1965. Også andre
læger rundt om i Norge sendte børn til det danske astmahjem.
|
Tilbygning for norske børn.
Samtidig blev der inden for Norges Røde Kors arbejdet ihærdigt for at etablere et norsk astmahjem, tilsvarende det, man havde
givet i gave til Dansk Røde Kors. Man indhentede udtalelser fra børnelæger rundt om i landet og fra Helsedirektoratet v/ Karl Evang.
Lokalafdelinger i Buskerud og Akershus nedsatte komite for at udrede lokalisering og finansiering af projektet. Et forslag gik ud
på at søge Vinmonopolet om støtte. Under et besøg i Kongsberg i november 1950 foreslog Borghild Bendixen at bygge et anneks til det danske
astmahjem - ”nærmere bestemt bakenfor gårdsplassen, med overbygd gjennomgang fra den nåværende høyre fløy (sett forfra)” - med plads
til 30 norske børn fordelt på 5 stuer. Man kunne da benytte fælles faciliteter som køkken og vaskeri, læge- og laboratorierum og skolerum.
Kongsberg Sølvverk var igen villig til at ovedrage tomt uden vederlag. I al fortrolighed skulle man sondere, hvordan Dansk Røde Kors
ville stille sig til tanken. ”Skulle det innen styret i Danmark Røde Kors være selv den mest ubetydelige betenkelighet med å realisere
en slik plan, vil saken bortfalle. En er merksam på at det danske astmahjem delvis er en gave fra det norske folk, hvorfor det
selvfølgelig må være dansk Røde Kors som har all bestemmelsesrett, og som i tilfelle med glede vil gå inn for den tanke som her er
fremkommet: En kombinasjon av danske og norske astmabarn.”
Direktør Schoch i Dansk Røde Kors sendte svar 15. januar 1951: ”Jeg har drøftet spørgsmålet indgående med præsidenten, regnskabsudvalget
og astmaudvalget, og fra alle sider har man udtrykt glæde og taknemmelighed over dette initiativ. Der er ikke gjort sig en eneste
betænkelighed gældende og jeg har vanskelighed ved at se, hvorledes en sådan skulle opstå.”
Men projektet mødte modstand i Sentralstyret, som 1954 ”fant at Norges Røde Kors for sitt vedkommende ikke burde påta seg reisning av
astmahjem på Kongsberg, men hvis distriktene Buskerud og Akershus vil påta seg de økonomiske løft, vil Norges Røde Kors yde sin
medvirkning ved distriktenes søknad til offentlige og private institusjoner om bidrag. Distriktene bør i tilfelle grundig motivere saken
medisinsk og økonomisk.”
Der blev nedsat komitéer og lavet udredninger med stadig udsættelser. Den norske Lægeforening blev spurgt til råds. Der blev foreslået
en prisopgave for at belyse behovet for et norsk astmahjem. Men i slutningen af 50erne blev tanken skrinlagt. Den ligger nu godt gemt
i det norske Riksarkivet.
|
De norske børn kom til en dansk enklave i den norske fjeldverden. Meget var anderledes, end de var vant til hjemme. Sproget var fremmed,
maden var fremmed og legene var forskellige. Men naturen var de kendt med.
Sproget.
I begyndelsen var det svært at forstå og at blive forstået. De andre børn snakkede dansk, tanterne snakkede dansk, plejemor snakkede dansk,
men tilpassede efterhånden sit sprog til det norske. Kun onkel John snakkede norsk, men han brugte ikke så mange ord. De norske børn
havde forskellige dialekter, alt efter hvor de kom fra. Det var lettere for en sørlænding fra Kristiansand end for en trønder fra
Trondhjem at blive forstået. Samme ord kan betyde forskelligt på norsk og dansk. Det kunne føre til misforståelser og drillerier. Når
pigen fra Trondhjem sagde til en dansk dreng, at ”han var rød i trynet” mente hun ikke noget galt med det, men den danske dreng tog det
ilde op. Når en dansk pige ”griner”, er det fordi hun er glad, mens den norske pige er ked af det. Det lille ord ”må” kan skabe
forviklinger mellem dansk og norsk. Når de norske børn længtes efter ”mamma” og ”pappa”, blev de drillet for de barnlige udtryk.
Helt umuligt var det at forstå den danske måde at tælle på.
Mange af de norske børn gik på skole, således også på astmahjemmet. Det var ikke let for de danske lærere at undervise i norsk,
tilmed på flere klassetrin samtidig. Til gengæld kunne de norske elever bidrage med sine kundskaber om Norges geografi og historie
i arbejdsbogen, som de fleste lærere satte børnene i gang med. Når børnene kom hjem til sin skole, viste det sig imidlertid, at de
havde tabt så megen undervisning, at de måtte gå klassetrinnet om.
Astmahjemmet havde efterhånden en større samling børnebøger, som næsten alle var på dansk. Gaver fra Ungdommens Røde Kors i Danmark
eller udlån fra Frederiksberg bibliotek. Det var ikke så let at læse den danske tekst, hvor ordene staves så anderledes, end de
udtales. Heldigvis var der også tegneserier, tilmed norske tegneserier. Deriblandt Donald Duck (som de danske kaldte Anders And)
med onkler og nevøer, som alle havde norske navne, og den snille, vesle ulv den og store, stygge ulv.
Leg og sang.
I legen gjaldt danske regler. Og rim og sange var danske. Men det tog ikke lang tid at lære - når blot man slap at tælle! Mange spil
og lege var de samme på dansk og norsk, selv om de brugte lidt forskellige ord og udtryk. De norske børn gled let ind i legen. Om de
sad på gulvet i legestuen og spillede Terre, eller spillede fodbold nede på legepladsen.
Når sneen kom, var de norske børn hurtige til at få skiene på og lave skiløjper, både til slalom og hop. De gik ture med onkel John.
De danske børn fulgte nølende med, og blev efterhånden rigtig gode til at holde balancen. Men der blev en del ”danskehuller” nederst i bakken.
I Røde Kors-sangbogen var der flest danske sange, men der var også inkluderet norske sange, som af og til blev sunget til morgensang,
særlig populær var ”Hvorhen du går i li og fjell”. Og til 17. maj måtte de danske børn også lære ”Ja, vi elsker” udenad. Dette var
Norges nationaldag, og alle gik i 17. maj-toget i Kongsberg under astmahjemmets banner og råbte hurra. Den dag var de norske børn
på hjemmebane.
Maden.
På astmahjemmet blev der serveret dansk mad. Meget blev indkøbt i Danmark og fragtet med børneholdet op til Norge. Det kunne være uvant
kost for de norske børn. Rugbrødsmadder var en vigtig bestanddel af kosten, som de norske børn måtte vænne sig til. Specielt var
kærnemælksuppe til middag et problem. Den kunne de ikke få ned - men der skulle spises op. Det kunne ende med eftersidning ved bordet -
og måske endda, at kærnemælksuppen kom op igen.
Hver morgen blev der serveret en skefuld levertran, af den norske ”Møllers tran” fra norsk torskelever. Nok så velkendt - om end ikke
elsket - af de norske som af de danske børn.
Da var det godt, at Vitte på køkkenet bagte de bedste boller, som alle - danske som norske - elskede.
Flertallet af de norske børn fandt sig efterhånden godt til rette i det danske miljø. De lærte hurtigt at forstå det danske. Og nogle
tog så meget dansk op i sig, at de blev beskyldt for at snakke ”dansk”, da de kom hjem til familien og skolen. Og i lighed med de danske
børn havde de lagt på sig og fået røde kinder.