Hold XVIII
Hold 18 ankom til astmahjemmet d. 10. januar 1956. Det skulle blive det længstvarende af alle hold. Sømandsstrejken hindrede den planlagte hjemrejse, så afrejsen måtte udsættes til 4. maj.
Holdet var fuldtalligt, 60 børn, hvoraf de fire var norske. 37 drenge og 23 piger. Yngst af alle var Birgit fra København, bare 3 år gammel, og ældst var Ann Helle også fra København på 14 år.
Vi kom fra alle dele af landet, var sammen i 4 måneder, og blev så spredt for alle vinde igen. De færreste har set hinanden siden.
Mange af børnene, de fra København og omegn, havde gået til undersøgelse og behandling hos dr. Flensborg, enten på Dronning Louise Børnehospital eller hjemme i hans privatklinik i Hellerup, og havde fået stillet deres astma-diagnose. Andre børn var henvist af egen læge, der sendte ansøgning til Dansk Røde Kors om plads på astmahjemmet. De måtte godkendes af dr. Flensborg. Der var på dette tidspunkt stor rift om pladserne, og en del børn måtte sættes på venteliste. Særlig vinterholdet var populært.
Flere af børnene havde været på astmahjemmet før, de fleste var debutanter.
I god tid før afrejse modtog forældrene en omfattende liste over klæder og andet udstyr, som børnene skulle medbringe til de fire måneders ophold i den norske vinter. Mødrene fik travlt med ordne tøj og pakke i kuffert. Alt tøj skulle mærkes med barnets nummer, og en fortegnelse over tøjet skulle fæstes på indersiden af kufferten. Børn, som havde været på astmahjemmet tidligere, fik så vidt muligt tildelt samme nummer som før, så mødrene slap at sy nye numre på tøjet.
Afrejse for dette vinterhold var mandag, d. 9. januar 1956. Oslo-båden, ”Kronprins Olav” , afgik fra Larsens Plads kl. 16.00. I samme øjeblik rådhusklokkerne slog fire slag, tudede båden ud over havnen, og lagde fra kaj med børn og tanter, der stod ved rælingen og vinkede til forældrene, der stod tilbage på kajen. Båden gled langsomt ud fra kajen, vandet bredde sig, forældrene på land blev mindre og mindre, det blev vanskeligt at skelne dem i flokken. Fra bådens højttaleranlæg lød musikken til ”Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen”.
Børnehold nr. 18 var et hold uden større problemer. Få var plaget af astma og eksem under opholdet, ingen smitsomme børnesygdomme og ingen brækkede ben i skiløjpen (en af de store drenge brækkede armen, da han hoppede over terrassemuren - det var strengt forbudt - og landede forkert på udsiden.) Men nogle mindre plager var der dog: ”Der har også næsten konstant været et eller flere af børnene, der har ligget enten med forkølelse - let angina el. kvalme og hovedpine. Bedst som vi troede, at nu var alle friske, måtte vi holde andre i sengen. Som regel har det været overstået på et par dage”.
En dreng på 9 år viste sig at have sukkersyge og måtte på Kongsberg sykehus for behandling med insulin. Heldigvis blev det opdaget i tide.
Og ingen børn blev sendt hjem før tiden af disciplinære årsager. Til gengæld blev en pige hentet hjem i utide af forældrene - men det var fordi moren savnede hende!
Personalet, som skulle tage sig af os bestod af: Plejemor (Thyra Jensen) og sygeplejersken Kis (Kirsten Giørtz Nielsen), barneplejerskerne (”tanterne”), tante Stjane (Christiane Nohns), tante Grøn, tante Rigmor, tante Helen (Helen Krog) og tante Birgit, samt to husassistenter (Else Nyholm og ), som gjorde rent på stuerne. På køkkenet var økonoma (Vita Schou), hjulpet af to køkkenassistenter. I vaskeriet var der vaskerileder og to assistenter. I skolestuen regerede frk. Olsen (Ellen Olsen), husets ældste. Onkel John (John Helgerud), eneste mand og eneste nordmand, var vagtmester og ”alt-mulig-mand”, han sørgede for varme i huset og ski til børnene. Han boede i Saggrenda med sin familie, hans kone, Anny (og senere hans svigerdatter), hjalp til i vaskeriet.
Og så fik vi et par gange om ugen besøg af den norske læge, dr. Holmboe (Christian Holmboe). Under opholdet kom også dr. Flensborg (Erhardt Winge Flensborg) fra København 1-2 gange på lægebesøg, som han ofte kombinerede med vinterferie og skitur. Han havde det medicinske ansvar for astmahjemmet og havde indskrevet alle børnene til ophold. Denne vinter ville han komme 12. februar, men havde ikke tid til vinterferie. Plejemor blev lidt overrasket over tidspunktet og skrev straks til ham: ”Har De mon tænkt på, at De kommer lige til fastelavn!!! De skal nu nok slippe for al halløj om mandagen. Onkel John har nemlig tænkt på at tage Dem med på en skitur til Skrimtoppen, og det passer jo fint om mandagen - ikke!”
I København, på astmakontoret i Dansk Røde Kors, havde fru Kjærbye Nielsen det administrative ansvar for astmahjemmet. Hun tog imod henvisning af børn, sendte besked til børnenes forældre, og sørgede for ansættelse af personale og forsendelse af varer til astmahjemmet. Korrespondancen gik livligt mellem fru Kjærbye Nielsen og dr. Flensborg og plejemor.
Vinteren og foråret 1956 skete der flere udskiftninger i personalet. Det blev en urolig tid for plejemor, som stadig måtte lære de nye op. Tante Stjane havde været på astmahjemmet i tre år og ville prøve noget nyt. Hun drog til Fanø for at tage telegrafist-uddannelse. Tante Else (Else Nyholm), som var husassistent, overtog pladsen efter tante Stjane, som tante for stue 6 og stue 7. Tante Helen blev gift med en nordmand og flyttede ud. Også økonomaen havde bestemt sig for at søge anden job.
I løbet af foråret måtte der skaffes en ny økonoma og køkkenassistent, en vaskeriassistent, en barneplejerske og en husassistent. Plejemor understregede, at de måtte være mindst 19 år. Hun havde to husassistenter på 17 år - de var for unge.
Stue 7
Vi blev taget imod af plejemor i lejestuen. Hun råbte navnene op, stue for stue. Først alle pigerne i stue 1 til 5, så drengene i stue 6 til 10. Da hun kom til stue 7 var det vores tur: Leif, Stig, Sven, Jess, Erik og Peter. Vi var 10-11 år og gik i 4.-5. klasse. Leif og jeg havde været her sammen for to år siden, Jess havde været her for et år siden, de andre tre havde ikke været her før. Vi fik også at vide, at vi skulle have tante Stjane. Hun fulgte os op på stuen og viste os vores pladser, en seng og et lille skab på væggen. Jeg var så heldig, at jeg fik sengen nærmest vinduet. Herfra kunne jeg se ud på de store grantræer, som fik besøg af fugle og egern.
Leif tog straks kommandoen over stuen. Han var fra København S på Amager og vant til at markere sig og slås for sin position. Han var den ældste, nåede lige at blive 12 år før hjemrejsen. Og så kendte han alt fra før. Han kunne snakke for sig - og var ustoppelig, rap i replikken.
Stig var fra Høng, fra fjerkræslagteriet. Han var vant til at færdes i naturen og havde været på andejagt med sin far. Men han havde problemer med bogstaverne og måtte have hjælp til at skrive brevene hjem. Han blev gerne med på drengestreger - slap ikke altid heldigt fra det og tog sine tæsk.
Sven fra Birkerød var den stilleste dreng på stuen. Han samlede på frimærker og sommerfugle. Han havde været her før, men ville helst glemme det *). Han var optaget af naturen og vidste og kunne så meget, at lærerinden, frk. Olsen, gerne spurgte ham om de vanskeligste ting. Han blev derfor drillet med at være ”frk. Olsens kæledægge”.
Jess var fra Glostrup. Han var rund til forskel fra os andre - og blev drillet for det. Vi andre var alt for tynde og blev fedet op under opholdet.
Erik fra Valby og Peter, malerens søn fra Millinge på Fyn var de to yngste. De var forsigtige og lette at skræmme. Det benyttede Leif og Stig sig af. Når lyset var slukket om aftenen, og tante Stjerne havde sagt godnat, krøb Leif og Stig ud på gulvet og gjorde dem forskrækket. Senere var det nok, at de gned hænderne frem og tilbage på gulvet, så Erik og Peter troede, de var på vej.
Det hændte engang, at vi gemte Peters ene strømpe, og vi kunne ikke finde den igen. Som straf fik vi en dags stuearrest af tante Stjerne. Men vejret var så fint derude, at hun gav os valget mellem stuearrest eller et klask bagi. Vi valgte det sidste. Dengang var korporlig og kollektiv straf helt i orden. Tante Stjerne fandt senere strømpen.
Jess, Stig, Erik, Leif og Sven fra stue 7 (Foto: Peter S. Hansen)
Seks meget forskellige drenge, der havde pådraget sig astma i tidlig barndom, med talrige lægebesøg og sygehusindlæggelser. Årsagen kender ingen, men det kunne skyldes fugtige boliger, støv fra høns, malingdampe og tobaksrøg.
*) Mit første ophold var vinteren 1954 (sammen med Leif). Jeg længtes hjem hele tiden.
Året efter var jeg ofte syg og var meget væk fra skolen (4. klasse i Bistrupskolen).
Jeg blev derfor visiteret til nyt ophold sommeren 1955. Men jeg græd mig fra det gennem
hele året og slap fri. I stedet tog hele familien på 3 ugers sommerferie på Fulsebakke
pensjonat i Jondalen - i gangafstand fra astmahjemmet, som vi besøgte.
Efter dette så jeg langt mere positivt frem til nyt ophold på astmahjemmet - og blev skrevet
op til vinterholdet 1956. Og det blev til mange sommerferier hos Fulsebakke.
Det blev tante Stjane, som fik ansvaret for stue 7 (og stue 8). Hun hed egentlig Christiane Nohns, men vi kaldte hende ”tante Stjerne”. Hun var den ældste af tanterne på astmahjemmet, 26 år, og hun havde været tante siden foråret 1953. Så vi var hendes 9. hold.
Christiane Nohns var ansat som barneplejerske ved Astmahjemmet i tre år fra 1. maj 1953 til 30. april 1956.
Christiane foran mejeriet i Spandet
August 1952 sendte Christiane ansøgning til Dansk Røde Kors om stilling ved Astmahjemmet i Norge: "Efter at have hørt om det danske Astmahjem i Norge fik jeg sådan lyst til at spørge for om der er Muligheder for at komme ind deroppe." Der var ingen ledige stillinger på dette tidpunkt, men foråret 1953 manglede Astmahjemmet en barneplejerske til sommerholdet. Med kort varsel henvendte Dansk Røde Kors sig til Christiane Nohns, som omgående takkede ja til tilbuddet. Hun udfyldte helbredserklæring med attest for tuberkulose-undersøgelse og underskrev "Engageringsbrev" og "Reglement for ansættelse i Dansk Røde Kors asthma-arbejde". Såvel Dansk Røde Kors som bestyrerinde Thyra Jensen udtrykte stor glæde over, at hun kunne tiltræde med så kort varsel. Hun fik besked om at møde op i København onsdag d. 6. maj, hvor båden med sommerholdet (hold 10) afgik fra Larsens Plads kl. 15.30.
Foreløbig blev Christiane Nohns ansat for 8 måneder. Som gage fik hun 200 kr. månedlig plus kost og ophold. Selv fik hun udbetalt lommepenge i Norge, resten af lønnen blev anvist til hendes far, Oskar Nohns i Spandet. Det skulle blive til tre år i Kongsberg.
I København, ved Larsens Plads, lå Oslobåden, Kronprins Olav, og ventede. På kajen mødte Christiane flere af sine nye arbejdskammerater. Der var bestyrerinden ("plejemor") og der var barneplejersker som hun selv. Nogle havde fulgt det forrige hold til København nogle dage før, andre var nye som hun.
Og hun mødte for første gang børnene, hun skulle passe de næste fire måneder. Det var 57 nye børn, som var udvalgt til ophold i Norge sommeren 1953, fra maj til august. Dertil kom fire norske børn. Hun fik tildelt 12 større piger i alderen 12-13 år, som skulle bo på to stuer på Astmahjemmet. Hun skulle være deres "tante" under opholdet.
Da de kom frem til Astmahjemmet, fik Christiane anvist værelse i personalefløjen. Et lille kammer på 6 m2 med plads til seng og bord og stol. For Christiane var det fantastisk - det var første gang, hun havde sit eget værelse.
|
"Tante Stjerne" på sit værelse. (Dybbøl Mølle hænger på væggen) |
sammen med plejemor og de andre "tanter". |
"Tante Stjerne" stående bag, længst til venstre.
Christiane trivedes så godt på Astmahjemmet og i den norske natur. Mens andre "tanter" rejste hjem til Danmark igen efter de otte måneders ansættelse (og nogle brød kontrakten og rejste hjem før tiden - da måtte de selv betale hjemrejsen), blev "tante Stjerne" værende. Hun fulgte hold efter hold, tilsammen ni hold med over 500 børn, før hun rejste hjem til Danmark foråret 1956. På de første hold var hun "tante" for pige-stuerne i første etage, senere blev hun "tante" for drenge-stuerne i anden etage. Det bekom hende bedre. Blandt pigerne var der så mange kliker og intriger, som voldte problemer og hjemlængsel. Drengene var mere kontante og direkte i deres uoverensstemmelser. Det passede bedre for Christianes gemyt. Hun tog drengestreger med godt humør.
Når hun havde fri - det var ikke ofte, der var ingen arbejdstidsbestemmelser dengang - drog hun på lange vandreture på fjeldet, til Jonsknuten og Gaustatoppen. Om vinteren på skiture på Skrimfjellet og Blefjell. Hun elskede den norske natur og rejste senere i livet mange gange til Norge.
Og "plejemor" var særdeles tilfreds med Christiane som barneplejerske. Hun var nogle år ældre end de fleste andre "tanter", som typisk var 19-20 år. Hun var arbejdsom og pligtopfyldende, hun var vant til at give en hånd med fra sin barndom hjemme i mejeriet i Spandet. Hun var fra Jylland - som "plejemor" satte så stor pris på (- hun kom jo selv fra Randers...). Da man i 1956 stod og manglede vaskeri-assistent til Astmahjemmet, foreslog Christiane overfor "plejemor": "at Røde Kors skulle indsætte annonce i Vestkysten og Jyllandsposten i stedet for Berlingske og Socialen, for de aviser holdt de rigtige jyder ikke..." De var enige om, at de jyske piger var de bedste.
Og børnene elskede "tante Stjerne". Hun var bestemt og tydelig, hun var så sikker og tryg. Hun vækkede dem om morgenen, gik tur med dem om dagen, hun læste for dem og sagde god nat om aftenen. Hun gav point for sengeredning, holdt orden og reparerede deres tøj under nattevagten. De skrev hjem om hende, at de var glade for, at de havde "tante Stjerne" og ikke "tante" den eller den. Hun var rigtig en "tante Stjerne" for børnene!
"Tante Stjerne" som skiinstruktør for drengene.
Efter tre år på Astmahjemmet bestemte Christiane sig for at rejse hjem til Danmark - og videre ud i verden. Hun var nu "tante Stjerne" for stue 7 på vinterholdet 1956 (hold 18), med de seks 10-11 årige drenge: Leif fra København, Erik fra Valby, Jess fra Glostrup, Peter fra Millinge på Fyn, Stig fra Høng på Sjælland og Sven fra Birkerød.
I slutningen af marts 1956 rejste Christiane fra Astmahjemmet. En af drengene (Sven) skrev hjem om afskeden.
|
"I lørdags rejste tante Stjerne jo. Aftenen inden holdt vi en afskedsfest for hende, eller rettere sagt, det var hende der holdt
en for os. Da vi var blevet vasket, gik vi over på hendes værelse, for så ville hun læse en historie for os, og vi blev til sidst enige
om at vi ville have "Rejsekammeraten". Da hun havde læst den, skulle vi ned i spisestuen og have boller og kage. Så var der nogle af os
der skulle tørre af og tage ud af bordet, imens de andre gjorde det lavede vi sjov, vi havde f. eks. hældt vand på Stjernes stol. Lørdag morgen kl. 5.30 havde hun været ovre hos os og se om nogle af os var vågne, men det var der ikke, vi havde ellers lagt os til at sove så snart vi var kommet over fra tante Stjerne." |
Drengene på stue 7 fik nogle dage senere dette kort fra "tante Stjerne", som nu var hjemme i Spandet:
|
Kære alle 6! Hvordan går det med jer? I kan lige tro at jeg savner jer. Jeg ville blive meget glad dersom I skrev et brev til mig og fortalte om hvad I har oplevet. I kan sende det med i Vitas eller Birgits brev. Her i Spandet sker der ikke så meget, jeg savner jer til at lave nogle sjove numre. Skriv nu snart. Venlig hilsen fra Stjerne. |
til kl. 11 hver aften. Jeg savner jeres gode humør. Stig!Har du ikke manglet at få en i enden af /bundbræt/ Sven! Huskat rede din seng til 10, ellers giver det en i bagen - klask. Peter! Peter fra Fyn, han er den dejligste Peter i Byen - ja! Erik! Nu går du vel ikke og laver alt for mange gale streger! Jess! Pas nu på at holde øjnene i ro, ikke noget med at blinke til pigerne - så græder jeg uhu. |
Christiane var kommet ind på Fanø Navigationsskole for at læse til radiotelegrafist - som et springbredt til at komme ud i verden. Her traf hun sin kommende mand, ___ Jeppesen, han også radiotelegrafist. De blev gift og rejste sammen til Grønland, hvor de arbejdede på radiostationen i Holsteinsborg i tre år. Og 1959 fik sønnen Ole. De drog tilbage til Danmark, hvor hendes mand tog politiuddannelse i København. Her fik de datteren Pia. Siden slog de sig ned i Horsens, hvor Christiane boede resten af livet. Familien rejste ofte til Norge og Christiane fortsatte med lange traveture i fjeldet i høj alder. Indtil en tur til Østrig i 2008 blev afbrudt af et alvorligt hjerteanfald.
I sine sidste år oplevede Christiane at træffe børn og tanter fra Astmahjemmet i Kongsberg. Det vækkede mange gode minder hos hende.
Christiane Nohns døde 11. august 2014, 84 år gammel. Fire dage efter sin søn, Ole. De blev begravet samme dag fra Torsted kirke ved Horsens.
Hverdag og fest.
Tante Stjerne vækkede os hver morgen klokken halv syv. Vi skulle vaskes og i tøjet og ned til morgenmad klokken syv. Hver stue sad ved sit bord med seks pladser rundt. Morgenmaden kunne vi vælge mellem havregryn, havregrød og øllebrød. Jeg valgte selvfølgelig havregryn, som jeg var vant til hjemmefra - OTA Solgryn med samlemærker. At nogen kunne spise øllebrød til morgenmad, var helt uforståeligt. Alle fik vi en barneskefuld Møller’s torskelevertran, det norske bidrag til folkesundheden.
Men først skulle der synges morgensang fra Røde Kors-sangbogen. Som regel bestemte plejemor eller tanterne sangen, men hvis et barn havde fødselsdag, kunne han eller hun vælge sangen. Leif fra stue 7 fyldte 12 år dagen før hjemrejsedagen, da valgte han morgensangen.
Det var mest de danske sange, som vi kendte hjemmefra, men vi lærte også nogle norske, som den norske nationalsang, ”Ja, vi elsker dette landet”, og ikke mindst den norske frihedssang, som blev skrevet under krigen, ”Hvorhen du går i li og fjell”.
Fra første dag lærte vi at rede seng om morgenen. Lagenet skulle ligge helt stramt uden folder, også under madrassen. Tæppet med Røde Kors-mærket skulle lægges fint sammen i fodenden. Hver dag fik vi point for sengeredningen, op til 10 point. Det blev længe en kappestrid mellem Leif og Sven - som Leif tilslut vandt med 2 points forspring. Præmie blev overrakt under afslutningsfesten d. 19. april.
Hver dag blev flagene hejst på de tre flagstænger ved opkørslen til astmahjemmet, det danske og det norske flag og i midten Røde Kors-flaget. Det var et af onkel Johns mange gøremål. Var der fødselsdag fik fødselsdagsbarnet lov til at være med på flaghejsningen. Om aftenen sørgede onkel John for at flagene blev strøget før solnedgang.
Vi gik i skole hver dag, også lørdag, men ikke søndag. Skolestuen var nede i kælderen under børnefløjen. Lærerinden var frk. Olsen. Børnene blev delt i ”lille skolehold” (1. - 3. klasse) og ”store skolehold” (4. - 7. klasse). Vi på stue 7 gik på det store skolehold, hjemme gik vi i 4. eller 5. klasse. Den ene uge gik vi i skole tre timer om formiddagen, næste uge tre timer om eftermiddagen. Sådan byttede vi hver uge.
Frk. Olsen underviste os i dansk og regning, naturfag og geografi. Vi havde vores egne skolebøger med hjemmefra, mange forskellige skolebøger. Til regning var det vigtigt, at vi havde facitliste med. Om tirsdagen havde vi genfortælling og om torsdagen var det diktat. Det blev mange stavefejl. De fleste børn havde forsømt meget i skolegang derhjemme, og nogle led desuden af ”ordblindhed”. I geografi lærte vi mest om norske fjelde og fjorde.
Jeg skulle hjem til optagelsesprøve til mellemskolen, så jeg fik sendt ekstra opgaver hjemmefra.
Hver mandag skrev vi brev hjem, som gerne indledte med ”Kære mor og far. Jeg har det godt …” Ofte måtte vi få lidt hjælp fra frk. Olsen for at komme i gang. Brevene var eneste forbindelse hjem, og mødrene tog godt vare på dem.
Når vi havde fri - og ikke var ude på ski - opholdt vi os i legestuerne, den lille eller den store. Her havde vi et godt udvalg af bøger og spil. Vi lagde puslespil og spillede dam. Særlig populært var terre-spillet med de fem marmorterninger. Vi blev rene ekvilibrister med terningerne, plukkede dem hurtigt fra gulvet, fangede dem i luften og landede dem på håndryggen. De blev snart runde i kanterne og måtte skiftes ud. Men håndelaget og fingerfærdighederne blev bevaret i mange år.
Også bobspillet, som stod nede i den store legestue, var der rift om. Her måtte vi gerne stå i kø for at komme til. Vi blev mestre i at træffe de farvede ringe og få dem ned i hullerne. Tilmed når de lå bag egen baglinje.
Om aftenen læste tante Stjerne højt for os. Det blev mange drengebøger, rigtige drengebøger med spænding og udfordringer. Tante Stjerne vidste, hvad vi kunne lide, og var god til at læse på sin rolige måde. Det var bøger som ”På egen hånd” og Torry Gredsteds ”Drengs vilje”, og på allersidste aften, før hun skulle rejse fra os, læste hun ”Rejsekammeraten”.
Hver søndag middag hørte vi på ønskekoncerten, Giro 413. Den blev sendt over højttalerne på stuerne. Ikke sjælden var der en hilsen hjemmefra til et af børnene på astmahjemmet i Kongsberg. Som regel vidste vi det i forvejen, og ventede spændt på at hilsenen kom. Men det hændte også, at vi blev skuffet.
Næsten hver søndag eftermiddag blev der vist film nede i store legestue. Korte smalfilm, ofte naturfilm, nogle var morsomme og spændende, andre var kedelige - syntes vi. En film, vi fandt allerbedst, var om norske skiløbere, der hoppede i en stor skibakke. Mange faldt, men en af skiløberne - det var vist Birger Ruud - hoppede så langt, at han landede i toppen af grantræerne for enden af bakken. Den nat - og mange nætter siden - drømte jeg, at jeg havde vinger og kunne svæve så langt, jeg ville.
En søndag var filmapparatet i stykker, så der blev ingen film den søndag.
Kun en enkelt gang i løbet af opholdet havde vi hyggeaften. Det skulle have været flere gange, men så var de syge, og så havde de ikke fået forberedt sig. Endelig tirsdag før påske lykkedes det. Da var der underholdning i legestuen efter aftensmad. De store drenge i stue 8 og de store piger i stue 2 spillede nogle sketcher, derefter arrangerede de nogle lege, en af dem var den med at ”få en tiøre af næsen”. Bagefter dansede vi til musik fra grammofonplader. Det var vals og polka, men også den nye musik og dans - ungdomsoprøret og rock-musikken var på vej. 1956 var året, da Elvis Presley indspillede sin første grammofonplade. De unge tanter - flere var endnu teenagere - var ivrige i dansen og fik børnene med ud på dansegulvet, selv de mest forsagte. Jeg dansede fire gange med tanterne. Det var så populært, at allerede ugen efter, på 2. påskedag, var der dans i legestuen igen. Og dansen gik til klokken 11, da sagde plejemor godnat. Så længe havde vi aldrig været oppe før.
Køkkentjeneste.
Vi større børn skulle hjælpe til på køkkenet. Det gik på omgang mellem stuerne. Der skulle skrælles kartofler og vaskes op. Der skulle mange kartofler til at mætte 60 børn, de fleste med glubende appetit efter timers aktivitet ude i sneen. Heldigvis blev kartoflerne først skrællet i en maskine, så vort arbejde bestod i at skrælle væk de sidste ”øjne”. Allerede i januar var det stue 7’s tur, Peter og Sven skrællede kartofler. ”I begyndelsen var det let, men så skulle skrællemaskinen laves i stand og vi skulle skrælle hele kartoflerne selv.”
Senere på måneden skulle Leif og Sven hjælpe med opvasken. Tallerkener skulle tørres, efter at de havde været igennem den store opvaskemaskine. Vi gik godt i spand, Leif var hurtig og Sven var nøjagtig. Det gik så effektivt, at vi var færdige på rekordtid - og for dette blev belønnet med en slikkepind. Ovenikøbet var der en fotograf på besøg fra et norsk blad, så vi blev foreviget og kom i bladet.
Posten.
De største børn blev betroet at hente posten. Astmahjemmets postkasse var sat på stativ neden for jernbaneundergangen. Det var lang vej at gå, men det gik så let at løbe nedover. Vi oplevede en frihed, vi kunne løbe uden at måtte stoppe op for at få vejret. Adskillig tungere var vejen opover til astmahjemmet, da havde vi jo også posten at bære på.
Der var hver dag mange breve, også små pakker. Posten blev hentet i middagsstunden, mens de andre skulle hvile, og delt ud ved eftermiddagsmaden. Det var altid spændende, om der var brev eller pakke til os. De fleste fik jævnligt hver uge, men nogle fik flere breve hjemmefra end andre.
Lægebesøg.
Med jævne mellemrum blev vi indkaldt til lægen. Det var dr. Holmboe fra Tromsø, som havde slået sig ned i Kongsberg, og var engageret af Dansk Røde Kors til at have det daglige tilsyn med børnene på astmahjemmet. Men han viste ikke større interesse for arbejdet, og dr. Flensborg var ikke tilfreds med ham. Han sagde ikke meget til os, men det var heller ikke nødvendigt - Kis vidste besked.
Vi blev fulgt af Kis til lægekontoret i 1. etage. Hun målte og vejede os, vi lagde på os fra uge til uge, proppet med rigelig mad og motion. Vi blev lyttet på hjerte og lunger, der var ingen mislyde, vi trak den rene luft frit ind og ud. Af og til blev der taget blodprøve og urinprøve for at måle blodprocent og blodsukker.
Men først og fremmest fik vi indsprøjtninger i armen med ekstrakter af de stoffer, vi ikke kunne tåle, som vi var allergiske imod. Vi skulle desensibiliseres. Det kunne være pelsen af bestemte dyr, forskellige slags svampesporer, bestemte madvarer eller ”husstøv”. For Sven var det ”heste”, ”høns” og ”husstøv”. For Leif ledte de forgæves efter årsagen.
Alle undersøgelser og resultater blev ført ind i journalen, som blev nøje gennemgået af dr. Flensborg og siden arkiveret.
Vinter og sne
Vi mødte sneen ved jernbaneundergangen ved Saggrenda station. Busserne, der hentede os fra båden i Oslo, kørte sig fast i sneen, og hjulene
spandt, selv med snekæder på. Der var kommet meget sne de sidste par dage, op mod en halv meter. Buschaufføren snakkede norsk, og vi forstod
ikke, hvad han sagde. Hans søn sad foran på motorblokken og grinede. Tanterne, som fulgte os, forklarede, at bussen ikke kunne komme op ad
bakken til astmahjemmet. De største børn kunne gå det sidste stykke, der var ikke langt. De mindre børn ville blive hentet af onkel John i
hans Landrover.
Astmahjemmet var pakket ind i sne, bunker af sne rundt huset, sne på taget og sne på træerne. Der var ryddet gange ind til dørene. Vi havde
aldrig set så meget sne før. Op ad væggen stod skiene i lang række og ventede på os. Også kælke til de små. Onkel John havde gjort alt klart
til vinterholdet. Det var ski af bedste asketræ, fra Kongsberg Skifabrikk, en gave fra Kongsberg Røde Kors. Sålen var imprægneret med tjære.
Bindingerne var Kandahar-binding med jern skruet fast foran støvlen og en metalfjeder rundt hælen. De færreste blandt os havde stået på ski før.
Nu skulle vi finde ski, der passede vores størrelse og skonummer. Skiene skulle være så lange, som vi kunne nå op med hånden. Bindingen blev
tilpasset vores skistøvler, som vi havde med hjemmefra. Det blev travlt for onkel John, alle var utålmodige efter at komme i gang.
De første tøvende skridt tog vi på pladsen bag astmahjemmet. Tanterne havde lavet et spor, som vi fulgte rundt og rundt i diagonalgang. Nogle var ivrige, andre mere forsigtige. I begyndelsen brugte vi ikke skistave, vi skulle lære at holde balancen uden. Kroppens balance. Kun når vi skulle på tur, blev stavene taget frem.
Efterhånden som vi blev trænede, kunne vi prøve i bakken neden for astmahjemmet. Her lærte vi at svinge og bremse ved at sætte skiene i plov. Hvis farten blev for stor, satte vi os ned. Når vi skulle op ad bakken igen, gik vi fiskeben. Det var ikke altid skiene ville, så gled vi baglæns ned og måtte starte forfra.
En bakke gik op og ned som en rutsjebane, det kildede i maven, vi kaldte den ”latterløjpen”. Bakken oppe bag astmahjemmet var lang og brat. Den kaldte vi ”tantefaldet”. Det var morsomt, når tanterne faldt nederst i bakken.
Tantefaldet (Foto: Peter S. Hansen)
Det blev mange fald i bakken, når skiene ville bestemme fart og retning, og nogle gange hver sin retning. Men det var blødt at falde. Alligevel hændte det, at en ski brækkede. Da måtte onkel John træde til og lime dem sammen igen nede i sin skikælder. Af og til resulterede faldet i brækket ben eller arm. Da gik turen til Kongsberg sykehus, som var vant til at lappe danske skiturister sammen med gips. Det skete vist ikke på vores hold. (En dreng brækkede armen, da han hoppede over muren fra terrassen, men det var ikke på ski).
Mens børnene tumlede omkuld og faldt blødt i skibakken, gik det værre med de voksne, der stadig pådrog sig skader i knogler og led. Som plejemor skrev til Kjærbye Nielsen i Dansk Røde Kors: ”Dr. Flensborg ryster på hovedet over alle vore uheld, men det hjælper os jo ikke meget. Men det er sørgeligt at se alle de unge på skift gå og humpe med elastikbind her og der; heldigvis sker der intet med børnene, de er mere smidige og afslappede og lærer langt hurtigere end de voksne at stå rigtigt på ski.” Denne vinter gik både Kis og tante grøn med gipset ben. Nogle år senere skulle det blive plejemors tur - og hun havde endda ikke ski på benene.
Når vi kom ind fra skilegen, var det ind i den lange gang, som var delt i to af en lang bænk. På den ene side af bænken var der garderobe til at hænge vort udetøj og sætte skistøvler. Vi havde hver vor plads med nummer på væggen. På den anden side af bænken var der indetøj og indesko. Det var vigtigt at få rystet sneen godt af tøjet og støvlerne, før vi gik ind. Hvis tøjet var vådt, blev det hængt i tørreskabet nede i kælderen, så det var tørt og varmt til næste dag.
På ski med onkel John.
At gå på skitur med onkel John var den største oplevelse. Da gik vi ud i terrænet, uden for de opgåede spor og løjper. Onkel John gik først og banede vejen gennem den dybe sne, vi andre fulgte efter i sporet som perler på en snor. Vi gik steder, vi aldrig havde været før, op og ned rundt klipperne og mellem træerne. Det hændte også, at hans søn, Åke, som var på vores alder, var med på skitur. Jeg skrev hjem om en sådan tur d. 27. februar: ”I torsdags var vi på skitur sammen med onkel Jon, over på et bjerg lige over for os. Onkel Jon lavede næsten alle sporene selv så vi måtte flere gange gå tilbage igen, og et sted var der et hop på 2 ½ m, og et andet sted blev vi nødt til at smide os ellers var vi kørt lige ud over en stejl skrænt. På hjemvejen kom vi forbi en skibane med et hop på, og de 3 dygtigste måtte prøve at køre ned fra hoppet men det kunne de ikke engang. Åke kunne tage det hele med hoppet.” Det er lidt uklart, hvilken hopbakke, det drejer sig om, men det var næppe Hannibalbakken. Måske var det 30 meters bakken, Persløkka.
Persløkka hoppbakke
Tur til Haus Sachsen og Knutehytta.
Når vi var blevet rigtig dygtige på ski, skulle de største blandt os på tur til Knutehytta og Jonsknuten. Men så blev det mildvejr efterfulgt af frost, og isede løjper. Så turen blev udsat. Endelig i midten af marts sneede det flere dage i træk. Først var vi med tante Rigmor til Haus Sachsen, ”På tilbagevejen kørte vi næsten hele vejen ud i et ned ad, det var sjovt”.
Omsider kom vi af sted til Knutehytten onsdagen før påske. ”Først var vi inde i Knutehytten og få gule ærter. Bagefter stod vi på ski i nærheden af Knutehytten indtil vi skulle op på toppen af Jonsknuten. På hjemvejen fik vi ikke ret meget fart på for det tøede meget.”
Når sneen væltede ned uden for vinduerne, var det passende at synge om sneflokkene, der kom vrimlende, til morgensang. Den sang vi ofte. Hver gang så Kristian over til mig med sit skæve smil. Vi huskede begge, at han to år tidligere, da vi boede på samme stue, blev drillet og kaldt ”Kjørmes-Knud”, fordi han snakkede syngende vestjysk, som vi andre næsten ikke forstod. Vi havde en underforstået pagt. Han fik en trist skæbne senere i livet. Han drak for at glemme - en dag faldt han ud ad vinduet i 1. sal og slog sig ihjel. Han blev alle dage kaldt ”Skæw Kres”.
Skirend.
I begyndelsen af marts måned blev der arrangeret skirend. Vi var nu blevet rigtig gode til at stå på ski efter to måneder med daglig træning. Onkel John lavede en skiløjpe ned ad bakken fra astmahjemmet til sletten nedenfor, den vi kaldte Slettebakken. Han satte skistave op som porte, som vi skulle køre slalom mellem.
Vi blev inddelt i fire hold, store og mindre drenge og store og mindre piger. Vi i stue 7 hørte til de store drenge. Alle fik vi nummer på brystet, jeg fik nr. 9.
En tante stod ved start og sørgede for orden i rækkerne. Og en tante stod nede ved målstregen med stopur og tog tid. Hun råbte op til os: Klar - færdig - gå! Og satte stopuret i gang. I samme øjeblik, vi krydsede mållinjen, stoppede hun klokken og noterede tiden.
Blandt de store drenge vandt Ove fra stue 8 med tiden 23,4 sek. Leif fra min stue blev nr. 2 og var godt ærgerlig over det. Mest på sig selv. Han ville være først, nr. 1. Jeg kom på 5. pladsen, 1,8 sek. efter vinderen. Det passede mig godt. Ikke på 1. pladsen eller podiet med al opmærksomhed, og ikke på den ærgerlige 4. plads, som alle syntes synd på, men på den ubemærkede og anonyme 5. plads. Længst tid brugte Peter fra min stue. Han var fra Fyn og præsterede at falde to gange i den korte løjpe.
Blandt pigerne var Anne-Marie, søster til Kristian Karlsen, hurtigst i mål. Men hun stod lige ned, uden at svinge i portene, den lige vej, den korteste vej… Det var der ingen, der opdagede dengang, men hun røbede det selv 60 år senere.
Om aftenen var der uddeling af flotte diplomer til alle. Vinderne blev båret i guldstol af tanterne. Diplomerne var underskrevet af Øivind Kulberg,
lektor på Kongsberg gymnasium. Han var ivrig skisport- og friluftsmand (æresmedlem af D.N.T.) og ofte på besøg på astmahjemmet og god ven af plejemor.
Men lektoren så ikke, at der på diplomet fejlagtigt stod ”Astmarennets skirenn”.Plejemor skrev begejstret til dr. Flensborg om skirendet: "I lørdags var ”gutterne” fra Kongsberg ude og arrangere skirend for ungerne. Det var meget festligt. John havde lavet en flot bane - alle ungerne fik diplomer og de bedste blev båret i guldstol. Det var lige noget for ungerne." Mens jeg skrev hjem til mor og far (lidt overlegent): "I lørdags havde vi skirend. - Det var meningen at det skulle have været slalum, men det syntes jeg ikke det var." Og tegnede i brevet en løjpe med fire porte fra start til mål.
Højtid og fest.
Hver årstid og hvert hold havde sine højtider og festdage.
Vinterholdet havde fastelavn og påske, sommerholdet havde 17. maj, og efterårsholdet havde juleafslutning.
Fastelavn.
På vinterholdet 1956 blev fastelavn fejret med fastelavnsris, udklædning og ”katten af tønden”. I dagene op til fastelavn pyntede vi ris med strimler af silkepapir i alle farver (ikke med fjer!). Mandag morgen gik vi over til tante Stjerne og risene hende op. Hun lod som hun sov, men havde bollerne klar.
Om eftermiddagen blev vi klædt ud i flotte kostumer. Leif og Sven var riddere. Leif fik sendt en dragt hjemmefra, så han blev ekstra flot. Stig (Jespersen) var klædt ud som sygeplejerske, så ham kaldte vi herefter ”tante Jespersen”. Peter og Jess var klovne med høj klovnehat, og Erik var cowboy med cowboyhat. Tante Stjane havde et godt blik for hvilke roller, vi passede ind i.
Om aftenen var der tøndeslagning nede i den store legestue. De små slog først, men havde problemer med at få hul på tønden, så tanterne måtte hjælpe til med nogle slag. Også plejemor trådte til - hun syntes nok, det gik for langsomt. Men da de store kom til, faldt tønden snart sammen, og godterne ramlede ud over gulvet. Det var Jess, der blev kåret til kattekonge.
Drengene og pigerne i fastelavnsdragt
Stue 7 rundt spisebordet
Lille Leif slår til tønden (Foto: Peter S. Hansen)
Påske.
Røde Kors er en strengt ikke-religiøs organisation (på trods af korset). Ingen andagter eller andre hellige handlinger fandt sted på astmahjemmet. Ingen bibler på natbordet. Morgensangen blev sunget efter Røde Kors’ egen sangbog, fri for salmer.
Påsken var den eneste højtid, som blev markeret på kristelig vis. Påskedag var vi til gudstjeneste i Kongsberg Kirke. Det var mere for at opleve den pragtfulde udsmykning af kirken, med altertavle, det berømte orgel og den overdådige lysekrone, alt sammen betalt af sølvet fra sølvminerne, end at høre på præstens budskab om opstandelsen, som vi alligevel ikke forstod et ord af.
Men vi sad pænt på bænkeraden ved siden af tante Stjerne.
1. april.
Dette år faldt påskedag på 1. april. Vi måtte prøve at narre plejemor. Vi fandt på et eller andet, som plejemor skulle komme at se på i spisestuen. Og når hun så kom, råbte vi i kor: Aprilsnar!
Sølvminerne.
Den største begivenhed var turen ind i sølvminerne. Astmahjemmet lå midt i området, hvor sølvet blev fundet for 300 år siden. En minegang, ”Fredriks stoll” gik lige ind under astmahjemmet med indgang fra sletten neden for astmahjemmet. Indgangen var lukket og låst med dør. Et stykke oven for astmahjemmet var en dyb skakt, hvor vandet fossede ned i. Vi stod i god afstand og kastede sten ned i skakten og hørte, hvordan stenene faldt og faldt ned i skakten og omsider landede med et plask.
På vore ture fandt vi ofte sten, som glimtede i lyset. Vi regnede det for sølv, men det var nok oftest glimmer (”kråkesølv”).
Fredriks stoll og Kristians stoll
Endelig kom dagen, da vi skulle på tur ind i sølvminerne. Vi gik ned til Saggrenda, til indgangen for ”Kristians stoll”. Her stod et lille tog med lukkede vogne, som skulle føre os dybt ind i minegangene. I hver vogn var der plads til 7 børn og en tante. Det var koldt og mørkt inde i minerne, så vi var godt klædt på og havde en karbidlampe til at lyse op.
Toget bragte os ind til Kongens gruve, mere end 2 km inde i bjerget og med 342 m fjeld over os. Her var kæmpestore haller, hvor vi blev vist rundt og fortalt historien om Sølvverket, og der gik en lodret skakt 1000 meter længere ned i fjeldet til andre minegange. Der var stiger ned, men også en slags elevator som gik op og ned, en ”fahrkunst”. Vi havde lyst til at prøve den, men fik ikke lov.
Det meste sølv var efterhånden hentet ud af fjeldet, så det var lige før, Sølvverket blev nedlagt. Kun enkelte steder fandt de endnu sølvårer, sølvgange, som det kunne betale sig at hente ud.
Sneen lå længe i bakkerne. Men som dagene blev længere og solen varmede, blev sneen våd og smeltede. Vi byggede huler og sneborge - de skød op som paddehatte i skoven. Vi havde sneboldkampe og indtog hinandens fæstninger. Stakkels den, som blev fanget af fjenden. Da vankede der sne ned ad nakken.
Endnu i april måned, efter påske, kom der nye snefald. Selv plejemor syntes, at vinteren havde været lang nok. Hun skrev 3. april til fru Kjærbye Nielsen: ”I dag sner det tæt - desværre - nu vil vi gerne se skovbunden igen og ud at plukke anemoner.”
Oppe på fjeldet lå sneen stadig lokkende. Det var nu tanterne drog på langtur til Blefjell og Skrim i deres fritid. De kom hjem så brune i ansigtet. Solfaktor og hudkræft var endnu ikke på tale.
Men sneen måtte omsider give tabt for sol og varme. Smeltevand rislede overalt og samlede sig i større bække, der randt forbi astmahjemmet. Vi dæmmede vandet op med dæmninger af sne. Mere og mere vand samlede sig bag dæmningen, vi byggede den højere og bredere - men altid vandt vandet til slut. Da skyllede det som en fos nedover og rev alt med sig. Så kunne vi begynde forfra.
Nu kunne vi til morgensang synge ”Når vinteren rinder i grøft og i grav.”
Alt imens sneen smeltede, vågnede livet fra sin vinterdvale. De første sommerfugle, ”admiral” og ”lille ræv”, kommer frem fra sine gemmesteder. Mejserne, som har været så stille, begyndte at synge. Trækfuglene vender tilbage fra syden, en dag fløjter stæren uden for vinduet. Det er d. 14. april - ifølge almanakken ”den første sommerdag”. Vipstjerten spankulerer omkring på gårdspladsen. Onkel John kalder den linerle, den bærer bud om vår.
En tidlig morgen, Sven er vågen længe før de andre, hører han tjuren klukke på spillepladsen oppe i skoven. Han aftaler med Stig, at de skal finde stedet, men de fandt det aldrig.
Og hugormen kom ud af sit bol og lagde sig i solskinnet på den varme sten for at vågne op. En dag var Jess lige ved at træde på en hugorm - heldigvis opdagede han den i tide. Vi fandt en gaffelgren, som vi kunne holde den fast med, og slog den så ihjel. Der var ingen nåde for en hugorm. En af de mindre drenge påstod, han var bidt af en hugorm. Vi troede ham ikke. Han viste os to små huller i fingeren, men han turde ikke sige det til tanterne. På lægeværelset havde de ellers altid hugorme-serum klar.
Det var nu, vi vågede os op til ”bjørnegrotten”. Oven for astmahjemmet - nok længere oppe end vi havde lov til at færdes - var en hule ind i fjeldet. Vi var overbevist om, at derinde lå bjørnen og sov sin vintersøvn. På vejen op så vi tydelige fodspor i sneen, der førte helt op til ”bjørnegrotten”. Det var spor af store skistøvler, det kunne kun være Holgers skistøvler. Vi var meget forskrækkede over synet. ”Golgers fodspor!”, (sådan kaldte vi ham) var der én, der sagde, og det gav en gysning ned ad ryggen på os alle.
Bjørnen så vi aldrig noget til. Og Holger var i bedste velbefindende.
Efterhånden som sneen forsvandt, dukkede klipperne op. De nøgne fjeld, flere meter høje, indbød til fjeldklatring. Det var ”Mount Everest”, der skulle bestiges. Da måtte vi have klatretov for at komme op og blive firet ned. Gode råd var dyre. Tøjsnoren hang fristende på tørrestativet i gården. Det måtte naturligvis være Stig, der listede sig rundt huset og skar et stykke af tøjsnoren ned. Vi bandt det godt rundt et træ over skrænten og de dristigste af os kunne nu klatre op og ned den lodrette skrænt. Værst var det over kanten, når knoerne skrabede ind på fjeldsiden.
På toppen af fjeldet (Foto: Peter S. Hansen)
Dagene blev hastigt længere, det var lyst morgen og aften. Vi passerede jævndøgn, og nu var dagene længere her end i Danmark - og nætterne kortere. Det gryende forår vækkede nye følelser i os, hormonerne begyndte at pible frem, vi lagde mærke til pigerne på en ny måde. Der skete noget med os. Det var de store piger i stue 1 og stue 2, Ingelise og Anne-Marie og Yvonne. Ikke pyntedukkepigerne, men pigerne, som deltog i drengenes leg i naturen. Vi gemte os i skoven, og vi lod os finde. Vi løb efter dem, og de lod sig fange. Legen fik en ny dimension. Vi frydede os over hver dag, vi fik være sammen. Det var ikke let at få os ind til spisetid.
Pigerne på sneploven (Foto: Peter S. Hansen)
Hjemrejse.
Vinterholdet 1956 skulle planmæssigt rejse hjem d. 27. april. Men en sømandsstrejke blokkerede al skibstrafik, så bådene ikke kunne sejle. Det var på tale, at vi skulle rejse med nattoget gennem Sverige, eller endog flyve hjem. Men det blev for dyrt. Kufferterne stod pakket og klar, så vi kunne komme af sted på kort varsel, så snart strejken ophørte.
Før hjemrejsen drog vi på handletur i Kongsberg. Det var d. 18. april, Dybbøldagen. Vi skulle bruge resten af lommepengene, det som var tilbage af de 25 kr., vi fik med hjemmefra. Tante Stjerne administrerede pengene og førte nøje regnskab for hver enkelt. De fleste penge var gået med til at betale porto på brevene hjem. Sven, som altid var den mest sparsommelige, havde flest penge på bog, 9 kroner og 50 øre. Vi gik i flok og følge, vi gik over broen og så på den store fos og tømmerstokkene, som blev ledet gennem tømmerrenden forbi fossen, vi gik op og ned ad Storgata i Kongsberg. Vi var inde i flere butikker og kiosker, det var ikke let at bestemme sig. Det blev til en Kongsberg-ske til mor, en lille dolk til lillebror, og to klistermærker fra Kongsberg, et med kirken og et med Knutehytten, til mig selv.
Dagen efter var der afslutningsfest. Vi var samlet i spisestuen. Der blev serveret boller og brus (Solo). Plejemor talte til os og sagde, at vi var det bedste hold, hun havde haft. Så der uddeling af præmier for bedste sengeredning, i stue 7 var det Leif. Bagefter dansede vi nede i store legestue lige til kl. 11.15.
Men vidste endnu ikke, hvornår vi skulle rejse hjem.
Og vi havde det slet ikke travlt med at komme hjem, vi nød hver en dag, hjemrejsen blev udsat. Endnu en dag sammen i legen - og med pigerne. Frk. Olsen var rejst til Danmark, så der var skolefri de sidste dage.
Plejemor gav udtryk for det samme og skrev til dr. Flensborg:
”Vi har fint vejr heroppe, så der er ingen, der har sørget over afrejsens udsættelse. Al sne er borte her, men i stedet skyder den ene hule efter den anden op i skoven, det ser meget festligt ud, og ungerne morer sig dejligt.”
Hytte i skoven (Foto: Peter S. Hansen)
Forældrene til børnene blev løbende orienteret om situationen og udsættelsen.
Samme dag, som sømandsstrejken blev afblæst, d. 30. april, skrev Røde Kors til hjemmene:
Vedr. Deres barns hjemkomst fra Norge
Dansk Røde Kors skal herved meddele, at det, takket være den forståelse og hjælpsomhed, vi som sædvanlig møder hos Det Forenede Dampskibsselskab, er lykkedes os at skaffe plads til børnene på M/S ”Kronprins Olav” fra Oslo fredag d. 4. maj. Børnene ankommer således til København (Larsens Plads) lørdag morgen d.5.maj ca. kl. 8.
Vi kom således hjem til Danmark på årsdagen for befrielsen d. 5. maj. Der var flag over hele byen. Det var en festdag, vi kom hjem til.
Mor stod på kajen, på Larsens Plads. Hun kunne næsten ikke kende mig. Jeg havde lagt på 5 kg og fået farve i kinderne. Vi gik en tur i Københavns gader, før vi tog toget hjem til Birkerød.
Jeg havde så meget at fortælle.